10 bud på Bidens ny Mellemøst-politik

 

USA’s støtte til Israel er ikke bestemt af navnet på præsidenten i Washington. Det er republikanere og demokrater enige om.  Men én ting skiller dem: Holdningen til, om det tjener Israel at fortsætte besættelsen af Vestbredden og dens palæstinensere.

AF ANDERS JERICHOW

 

Et flertal af israelere – 54 pct. – foretrak en valgsejr til Trump i USA (77 pct. af højrefløjen, skrev Times of Israel), mens kun 21 pct håbede på en valgsejr til Biden. Til gengæld satsede 77 pct. af de jødiske vælgere i USA på Biden, kun 21 pct. på Trump (ifølge J Street). Og hvad så: Vil det gøre en forskel for Israel, at USA lægger Trump bag sig og lader Biden udstikke en ny amerikansk kurs i Mellemøsten?

Trump har gjort en forskel, som politikere elsker at sige.

Han opgav i stor udstrækning, men ikke helt, USAs modvilje mod israelske bosættelser på det besatte Vestbredden. Han flyttede USAs ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, men undlod behændigt at lægge den i det besatte Østjerusalem.

Han opsagde til Netanyahus fryd USAs tilslutning til atomaftalen med Iran, men fastholdt et udefineret ønske om en bedre aftale og forhandlinger med Iran.

Han lagde navn til et fredsforslag, der skulle tillade Israel at annektere en tredjedel af Vestbredden, men lagde til gengæld vægt på, at Israel måtte leve med en form for palæstinensisk stat i området – hvilket fik bosætterne til at kalde ham en fjende af Israel.

Han formidlede flere ‘fredsaftaler’ mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Sudan, men måtte betale ved at give Emiraterne adgang til at købe de avancerede F35-jagerfly, som Israel ellers havde for sig selv. Og magtede ikke at bringe Israel og palæstinenserne på talefod.

Han skar ned på USAs bidrag til FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere, men forsøgte at friste palæstinenserne med en gigantisk økonomisk investering, hvis de ville acceptere hans bud på en fredsplan.

Og han bidrog til at bringe Israel og Saudi-Arabien i tæt kontakt, men valgte samtidig at ignorere den saudiske magthaver, kronprins Mohammed bin Salmans mord på journalisten Jawal Khashoggi, som blev lokket i en fælde i Istanbul, hvor han i det saudi-arabiske konsulat blev myrdet og parteret i mindre stykker, mens en tyrkisk efterretningstjeneste aflyttede og overhørte ofret og bødlerne. CIA pegede på kronprinsen som ansvarlig. Trump lod som ingenting.

Og så det løse: USA bistod Saudi-Arabien i dets krig i Yemen med sin kystblokade af det forarmede samfund.

Spørgsmålet er nu: Har Biden en anden tilgang til Mellemøsten og Israels sikkerhed og fremtid?

Både ja og nej. Biden fastholder ligesom Trump den grundlæggende præmis for amerikansk mellemøstpolitik, at USA vil tage ansvar for Israels sikkerhed, hvis den skulle blive truet. Og Biden vil helt sikkert gerne – lige som Trump -- bidrage til at bringe Israel og de arabiske samfund på talefod gennem ‘fredsaftaler’. Flere arabiske lande kan være på vej til at indgå samme type aftaler som Emiraterne, Bahrain og Sudan. Det kan være Oman, Kuwait, Marokko, Algeriet, måske endda Saudi-Arabien.

Men Biden har et andet syn end Trump på, hvad der er nødvendigt for israelsk overlevelse – både rent militært og som demokratisk stat. Han deler Trumps opfattelse af, at det vil tjene Israel at kunne indgå i et forsonligt, økonomisk samarbejde med arabiske samfund i Mellemøsten og Nordafrika. Men han – og især hans bagland i det demokratiske parti – vil måske mere end Trump være bevidst om begrænsningen i, at fredsaftalerne foreløbig er indgået med autokratiske regimer, ikke med befolkninger i åbne, frie samfund.

Palæstinenserne i fokus

Biden og hans makker, Kamala Harris, har konsekvent pointeret, at egentlig fred mellem Israel og den arabiske verden fordrer en afslutning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Biden har derfor stået fast på tidligere præsidenters opfordring til at finde en to-statsløsning – altså en løsning, som i én eller anden udstrækning bygger på israelsk opgivelse af langt det meste af Vestbredden og på etableringen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel.

Israelerne og navnlig de israelske bosættere har frygtet denne forskel på Trump og Biden. For bosætterne har Trump næsten været for godt til at være sandt. Og udsigten til en Biden-sejr har lignet en trussel mod de gode vilkår, som bosætterne har haft under Trump og Netanyahu. For bosætterne har ideen om, at Trump skulle blive væltet af de amerikanske vælgere (inklusive de jødiske) og at Netanyahu kan blive væltet af sine korruptionssager hjemme i Israel, været et mareridt.

Biden og de dominerende strømninger i det demokratiske parti har stået fast på, at Israel ikke er tjent med at kontrollere den palæstinensiske befolkning i al evighed. Af to grunde: Fordi Israel ikke får fred ved at besætte palæstinenserne imod deres vilje. Og fordi Israel ikke kan opretholde sit demokrati, hvis det skal bygge på, at palæstinensere under dets kontrol ikke kan få lige stemmeret.

Jamen, hvorfor skulle de ikke få stemmeret? Fordi de snart udgør et flertal mellem Jordanfloden og Middelhavet. Og fordi de derfor med en stemmemæssig overvægt kunne vedtage at ophæve besættelsen. Eller vedtage at ophæve Israel til fordel for en palæstinensisk stat.

Derfor har bosætterne, Netanyahu og Trump gjort sig store anstrengelser for at isolere det palæstinensiske spørgsmål til mindre Vestbreds-enklaver – og for at undgå, at palæstinenserne kan stille krav om ligeret og stemmeret, hvis Israel annekterer deres områder. Trump har med støtte fra USAs kristen-evangeliske vælgergruppe udskudt dette kerneproblem – men ikke afvist dets eksistens.

Biden har derimod insisteret på, at det palæstinensiske spørgsmåls løsning er afgørende for Israel og dets fremtid. Det er langt de fleste jødiske vælgere i USA enige med Biden om. I alt 82 pct. af de jødiskamerikanske vælgere ønsker ifølge en meningsmåling, foretaget af J Street, at Israel helt stopper eller begrænser opførelsen af bosættelser på Vestbredden.Også et flertal af den amerikanske befolkning generelt mener, at Israels bosættelser er i vejen for fred.

Men det palæstinensiske dilemma er ikke et spørgsmål om Trump eller Biden. Palæstinenserne er ikke opfundet af demokraterne, ligesom Trump ikke kunne få dem til at forsvinde: Palæstinenserne eksisterer. Vestbredden eksisterer. Og den palæstinensiske befolkning på Vestbredden ønsker ikke at være besat.

Trump satsede på at splitte den palæstinensiske ledelse og på at presse den palæstinensiske befolkning til at opgive drømmen om selvstændighed. Biden har givet udtryk for, at USA allerede af hensyn til Israel skal sætte en to-statsløsning i centrum. Derfor var APN, Fred Nus amerikanske venskabsforening, hurtig til at lykønske Joe Biden og hans vicepræsident Kamala Harris efter valgsejren. Og Israels bosættelsesminister, Tzachi Hanegbi, advarede stærkt imod en Biden-regering. Sådan er det: Sejren til Biden og Harris vækker håb på venstrefløjen og frustration på højrefløjen. Også i Israel.

Ny luft til Iran-aftalen

Men det er ikke på alle områder afgørende, hvem der tegner den amerikanske politik i Mellemøsten. Saudi-Arabien hænger fast i den yemenitiske krig, uanset hvad USA siger. Dele af Kongressen vil ønske at standse våbeneksporten til Saudi-Arabien, fordi landet fører krig i det fattige naboland. Men ingen af de to amerikanske partier mener, at de har råd til at standse USAs lukrative våbeneksport.

Både under Trump og Obama og tidligere præsidenter har udenrigsministeriet, State Department, været kritisk overfor Men det palæstinensiske dilemma er ikke et spørgsmål om Trump eller Biden Udsyn • 2/2020 9 Mellemøstens arabiske diktatorer. Men præsidenterne og udenrigsministrene har ikke villet lade principiel kritik komme i vejen for konkret samarbejde. Så USA vil uanset Biden og hans demokratiske bagland vide, at Egyptens præsident Sisi er en diktator, og Saudi-Arabiens kongehus er et enevældigt familiediktatur. Men den ny præsident vil fortsat ønske at samarbejde med diktatorerne. Og USA ville ikke have mange at samarbejde med i Mellemøsten, hvis man skulle holde sig fra diktatorer, enevældige konger, autokratiske undertrykkere og f.eks. besættelsesmagter.

Iran-aftalen har skilt de to partier i USA ad. Den blev indgået af Obama og Biden. Trump annullerede USAs underskrift og har siden sat økonomiske tommelskruer på præstestyret i Teheran. Nu er halvdelen af atomaftalens tid under alle omstændigheder snart gået. Iran har genoptaget sin berigelse af uran og arbejder hårdt for at udvikle langtrækkende missiler. Og uanset, hvad USA forestiller sig, kan Iran om fem år genoptage sit atomprogram – med mindre både USA, de europæiske stormagter, Rusland og Kina kan enes med Teheran om en ny aftale. Det er hverken Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater parat til at vente på – de har iværksat deres egne atomprogrammer. Og et mellemøstligt atomkapløb er en regulær risiko, uanset navnet på præsidenten i Washington.

Israel har sikret sig sine egne atombomber. Det kan måske beskytte landet – men ikke beskytte israelerne mod, at andre stater i Mellemøsten udvikler samme potentiale.

10 bud

Her er derfor 10 bud på konsekvensen af regeringsskiftet i Washington efter 20. januar:

1. Trumps ensidige såkaldte ’fredsplan’ bliver skrottet. 

2. USA vil igen forhandle med det palæstinensiske selvstyre. Præsident Abbas i Ramallah får en ny chance.

3. Netanyahu og Israel har ikke længere amerikansk opbakning til at annektere Vestbredden eller store dele af området.

4. Bosættelserne kommer igen i fokus – og vil igen møde amerikansk kritik.

5. En tostatsløsning vil igen blive USAs bud på en afslutning af konflikten.

6. USA vil forvente og promovere israelsk-palæstinensiske forhandlinger.

7. USA vil fortsat promovere fredsaftaler og forsoning mellem Israel og arabiske stater.

8. USAs ambassade i Jerusalem vil ikke blive flyttet. Men Biden vil være åben overfor palæstinensiske ambitioner om en hovedstad i det østlige Jerusalem.

9. Iran-aftalen får en ny chance – eller Biden vil aktivt forsøge at finde en erstatning for at undgå et mellemøstligt atomkapløb.

10. USA vil genoptage økonomisk støtte til palæstinensiske flygtninge og selvstyret i Ramallah.

Og et ’ps’: Nej, intet af alt dette hænger sammen med, at Biden har jødiske børnebørn, fordi to af hans børn giftede sig jødisk, eller med at Kamala Harrris er jødisk gift – ligesom Trumps politik ikke var bestemt af, at hans datter og svigersøn er jødiske. Det kan alene illustrere, at det jødiske samfund i USA ligesom i andre lande og andre trossamfund rummer mange holdninger. Fuldstændig som i Israel.¨'

'Anders Jerichow er kommentator på dagbladet Politiken.

 
What do you want to do ?
New mail