Det par lysende år

 

Efter årtiers eksil i USA vendte den tysk-jødiske digter Mascha Kaléko i 1956 tilbage til Tyskland. Her holdt hun et foredrag om sine første år som digterspire i Berlin, sine tanker om landflygtighed, ideen om et hjemland, og ikke mindst refleksioner over at vende tilbage til noget velkendt, som ikke længere er det. Udsyn bringer her foredraget (i uddrag) og nogle af de digte som Kaléko læste op ved den lejlighed.

AF MASCHA KALÉKO

Jeg siger Dem alle tak for, at De er kommet for at lytte til mig. Jeg er af den opfattelse, at det bedste en forfatter formår at give sine læsere, er det som står i hans bøger. Det gælder især for os lyrikere, der kun sjældent er store talere. Fra den grå fortid husker jeg meget vel vores tyskprofessors ord: ”En tale”, plejede han at sige, ”er ingen fristil. Husk venligst det, mine damer!” Jeg bed mærke i det. Og da det at holde tale ikke var min stærke side, kastede jeg mig over skriveriet.

Lykkeligvis skal jeg i dag kun læse og fortælle, og netop om Berlin i 1930erne, sådan som jeg kendte byen fra mit hjørnevindue i mit lille digterværksted i Vestberlin. Før jeg begynder på det, må jeg måske indlede med at læse to digte, som jeg ikke skrev i Berlin men derude i emigrationen. Det var i New York der blev til en slags anden hjemstavn for den fremmede uden dog helt at fortrænge den første. Det nye kontinent havde fremmedartede træer, fugle, blomster, ja og et ganske anderledes forår, og alt det kunne ikke vække den samme lykkefølelse som det gamle Europas landskab, der var indkapslet i barndoms drømme og som år efter år vakte os på ny. Det første af digtene, som jeg skrev under oplevelsen af New Yorks uvante, heftige forår, hed "Forårssang for tilflyttere". Det andet digt hed "En slags maj-sang" (et udvalg af digtene gengives i bokse – red.).

Hjem til det fremmede

Jeg så dem igen, hvert kastanjetræ på Uhlandsstrasse i Berlin, da jeg for første gang efter atten år igen mærkede Berlins brolægning under mine fødder. Det var et mærkværdigt gensyn. En meget mærkelig oplevelse atter at sidde på en cafe-terrasse i Berlin, så stærkt forandret og dog stadig genkendelig, og igen ligesom dengang – før det sagnagtige tusindårsrige – at slentre op ad Kurfürstendamm, igen at se sin bog i de berlinske boghandlervinduer, igen at vejre luften fra de brandenburgske fyrretræer i Grünewald og høre den længe savnede kvidren fra de hjemlige gråspurve tidligt når man vågnede. Alt det der ikke er noget særligt – så længe man har det. Men når man langt, langt borte og gennem atten forår forgæves længtes efter det, så bliver alt dette til en betydningsfuld begivenhed.

Ja, meget kunne jeg kende igen i mit Berlin, og mange genkendte også mig. Men meget manglede, så meget, så mange. Fremmede mennesker på gaden overalt.

Langs med Havel vandrede andre, ofte også anderledes mennesker. Nu og da var det som om jeg sad som tilskuer i teatret. Helt sikkert, det hele forekom mig bekendt. Men det var et andet stykke, der blev spillet. Med en anden besætning. Tyve år er gået – og disse tyve år var ekstraordinære. Vi ved alle, at der skete mere i disse tyve år end i de mere fredsommelige forudgående to hundrede år. Måske derfor er de berømte tredivere rykket så langt tilbage i det fjerne. Meget af det, der for os unge fra 1930, var den mest nutidige nutid, det står for de unge fra 1956 allerede som en sagnomspunden fortid, på en vis måde glorieomkranset. Lykkeligvis ikke helt forkert.

Ja dette tiår af vort mærkværdige århundrede var en springlevende tid, især når man dengang ung og uvidende sprang ned i den malstrøm som Berlins litterære liv var omkring 1930. Hvem af os kunne ane at det par lysende år før den store formørkelse allerede efter tyve usle år skulle avancere til ”den gyldne tid”...

Og så alligevel: For de unge af i dag har det gyldne fra den tidsalder allerede fået en vis patina. En lidt tidlig patina, men alligevel. Ja ofte ser de på én som et fabeldyr fra det kunstens og litteraturens Vinetta, som man kaldte Berlin. ”Altså, det må have været super at få lov at leve i Berlin på den tid! At få lov at være med i Romanisches Cafe, simpelthen super! Og det har De alt sammen oplevet?” ...

En digterspire

Hvis De gerne vil høre, hvordan en digterløbebane dengang begyndte, så værsgo. For mig begyndte den simpelthen med begyndelsen. Sådan sker det for det meste, men ofte hører det op igen straks ved begyndelsen. Den forhåbningsfulde digterspire skriver sit første opus, sender det ud i verden, normalt med Reichspost (i dag hedder det vel Bundespost), og vupti – bringer postbuddet det retur. Redaktionen beklager (hvis de overhovedet gør det).

Jeg havde mere held end forstand. Mit første bidrag til ”den mellemstore udødelighed” blev prompte trykt. Af et ærværdigt blad i det der dengang hed Rigshovedstaden. Dengang havde ved Gud blot et lille stød været nok til at vælte mig af den generte Pegasus, som jeg havde svunget mig op på i et ubemærket øjeblik og gav så kæk en tone fra mig. Jeg var frygtsom som den første vintergæk og genert, sådan som det hører sig til for en nybegynder.

Mine ambitioner, derimod, var betragtelige. Det skulle være det hele straks – og ellers ikke.

Og så sendte jeg da det første af mine digte, som efter moden overvejelse forekom mig at være for godt til papirkurven, til Berlins strengeste avis, det var ”Vossische Zeitung”. Og kort tid efter stod mit navn uigenkaldeligt trykt under det første digt, snart under det andet, så under et prosastykke i føljetonafdelingen og endelig i litteraturtillægget, højfornemt. Begyndelsen var altså begyndt. ...

I Romanisches Cafe bragte avisbuddet snart et pænt antal tidsskrifter, hvor mit navn var at se. Jeg læste også op i radioen og optrådte sågar på en litterær cafe. Det var KüKa (KünstlerKafee – Red.). Det var lige ved siden af Romanisches Cafe i Budapester Strasse der dengang ikke var en ruinørken (I dag skulle man snarere kalde den Budapusjta Strasse). Denne mindeværdige kunstnerkabaret ved Gedächtniskirche var en art talentforum. Dér hørte man først de skarpe pointer fra Erich Kästner der allerede var blevet berømt. Werner Fink optrådte dér. Og Annemarie Hase skrålede kækt Tucholsky sange ud i lokalet. Ringelnatz blev citeret og Walter Mehring blev sunget. Også Marianne Oswald der nu optræder med skønne Cocteau fortolkninger i Paris, foredrog sine nu vel næppe mere tvetydige viser og sange a la Dreigroschenoper.

Mangen en ung digter og scenehelt begyndte sin karriere dér, thi så lille den gamle KüKa tribune end var, havde den overmåde stor genklang.

Her læste jeg op en aften, det som jeg havde digtet i mit stille kammer. Godt nok gjorde jeg lykke blandt publikum, men jeg var døden nær af lampefeber og generthed. Foran en mikrofon – det gik nok an, men foran så mange mennesker der stirrede på én! Så var det noget nemmere at skrive digte og chansons for andre. Det gjorde jeg også, og i Berlin optrådte Rosa Valetti og Annemarie Hase med chansons, som jeg havde skrevet, og også yngre sangerinder som Tatjana Sais, der begyndte dengang sammen med Günther Neumann i Kabaret Die Katakombe, og som nu leder gruppen Die Insulaner.

Og så kom en dag det første forlagstilbud, en digtsamling skulle udgives. Men noget i mig sagde: Ikke endnu. Og jeg ventede.

I mellemtiden underskrev jeg en anden kontrakt, nemlig med ”Welt am Montag”. I den forpligtede jeg mig til at indlevere et 6 Udsyn •2/2020 lyrisk bidrag hver mandag, om det med Herrens hjælp lod sig gøre.

Det var en ret speciel kontraktforhandling der fandt sted mellem avisens forlagsdirektør og den skrækslagne forfatterinde der sad over for ham. Denne herre – han var søn eller nevø til forlæggeren Albert Langen – fortjener stadig min tak for at han på en måde tvang mig til den kontrakt. På hans tilbud – og den ikke just diskrete henvisning til det betragtelige honorar som ”Welt am Montag” var villig til at betale mig – svarede jeg at jeg desværre måtte sige nej tak. Tanken om at jeg skulle - komme hvad der måtte – aflevere et trykfærdigt digt HVER mandag, gav mig allerede nu mareridt.

...

Men over for denne avisforlægger der forventede noget så umuligt som at jeg én gang om ugen punktligt skulle aflevere et digt, over for ham måtte jeg røbe den grufulde hemmelighed. Men han lo bare faderligt og fandt en virkelig salomonisk løsning: ” Godt, så siger vi at De ikke HVER mandag afleverer et helt nyskrevet digt. Bare et nyt, det er fint. Hvis ikke er vi også klar til at trykke et der allerede har været trykt i ”Berliner Tageblatt” eller andre steder.” Det gik jeg med tungt hjerte med til. Denne tvang blev mig en velsignelse, jeg kom af med frygten og fik skrevet ganske meget hvert år. Samtidsdigte og storbylyrik.

Det omtalte tilbud om min første bogudgivelse havde jeg fået fra forlaget Kiepenheuer. Mine bøger udkom imidlertid ikke på dette forlag, men på Rowohlt, og det skete på denne måde: En journalist kom en dag hen til mig på ”Romanisches Cafe” og spurgte mig om jeg vidste at Franz Hessel havde klippet mange af mine digte ud af aviser og tidsskrifter. Han havde lovet hr. Hessel at fortælle mig at han gerne ville se nogle af mine utrykte digte.

...

På den tid havde jeg ingen manuskripter at fremvise.

Hvad angår min litterære produktion, så levede jeg så at sige fra dag til dag. Jeg skrev, og det blev trykt. For det meste. Sagde én avis nej, sagde en anden ja. Så i mit lille selvstændige lyrikfirma var der en glad balance mellem udbud og efterspørgsel. I de år læste man gerne denne type storbyog nutidslyrik. Og Franz Hessel der trods sin lærde verdensfjernhed dog kendte sit Berlin og sit Rowohlt forlag godt, forventede succes med en sådan lyrikbog og bad mig derfor komme. Sammen valgte vi de digte som kort efter udkom med titlen ”Das lyrische Stenogrammheft”. Her begyndte for mig et varmt venskab med et vidunderligt menneske og en digter der desforuden var en helgen – og jeg er ellers tilbageholdende med brug af dette ord.

Hvem der end kendte Franz Hessel – om det var prominente som Tucholsky, Ringelnatz eller Emil Ludwig, Romain Rolland, Sinclair Lewis og Thomas Wolfe – eller bare en grønskolling som jeg var dengang – alle elskede denne sælsomme, hellige Franz der afklaret som en vismand fra Østerland gik gennem vort larmende århundrede. Som også elskede Vesten og ganske særligt Vestberlin som han kendte som ingen anden. Han havde et dybt kendskab til Dante, Homer og Lao-Tse, men var også helt hjemme i Balzacs og Marcel Prousts verden. Han havde lavet en mesterlig oversættelse af Proust.

Vi mødtes meget i de følgende år, da der knap var noget tilbage af de glade fester med venner og forfattere bortset fra erindringen. I hans sidste bolig på fjerde etage i Lindauer Strasse i Wilmersdorf tog vi afsked med hinanden i de onde år som han senere døde af i Sydfrankrig. Dengang gav han mig en mærkværdig afskedsgave, et fotografi af ham som otteårig i fløjlsklæder og med langt hår. Nedenunder skrev han begyndelseslinjen til sit kendte digt ”Da jeg endnu havde meget hår”.

Alfred Polgar, vel nok hans mest trofaste ven, lånte senere dette billede af mig i New York i vores flygtningetid. Jeg måtte også afskrive de verslinjer til ham som Franz Hessel vel omkring 1935 betroede mig da udskillelsen af jøder også ramte ham, den hjertensgode Franziskus Hessel der i sin tidligste barndom var blevet protestantisk kristen. ”Her”, sagde han dengang, ”er begyndelseslinjerne til et digt som jeg næppe kunne digte færdigt. Hør dette:

Vi er de ikke ariske kristne,

Er vi ikke også ganske nette.

Som den første på vor liste

står Jesus af Nazaret."

Og da enhver menneskelig samtale på vore spadsereture på Kaiseralle i de slemme dage var blevet umulig på grund af de brølende højttalere, sagde han alligevel. ”Og her en slutlinje som jeg synes digtet mangler. Måske kan De bifalde:

Og hjemstavn er hemmelighed.

Ikke skråleri."

Af dette skråleri der gjorde så meget tavst, døde Franz Hessel. Og når jeg nu sjældent efter tavshedens år, igen lader min stemme lyde i Tyskland, og for to år siden igen lod den bog udkomme som Hessel dengang bragte frem – hvad kunne da være mere naturligt end at indlede bogen med digtet "Til den ‘hellige Franziskus’ på Rowohlts forlag anno dengang"?

Oversat af Birger Kledal. Alle digte er oversat i prosaform.

 

Interview med mig selv

Jeg er et indvandrerbarn

født i en lille sladdervorn by

der har en kirke, to til tre doktorer

og en stor galeanstalt.

 

Mit mest brugte ord som barn var ”nej”.

Jeg var ikke just en moders ønskebarn.

Og når jeg tænker tilbage på den tid

ville jeg nødig have været mit barn.

 

Under Første Verdenskrig kom jeg i kommuneskole

hos skoleinspektør hr. May.

Jeg var seks år og tænkte altid

at når krigen holder op, bliver der fred.

 

To overlærere fandt jeg var begavet.

Derfor blev jeg overflyttet.

Hvad vi lærte på den højere skole

var ikke noget om et ”arisk folk”.

 

Ved afslutningen talte læreren om

ungdommens problemer og et etisk niveau.

Man sagde at vi skulle træde ud i livet,

Men jeg kom bare på et kontor.

 

Jeg arbejder dagligt otte timer,

og gør min slet betalte pligt.

Om aftenen skriver jeg ofte et digt.

Min far mener det er overflødigt.

 

Når det er dejligt vejr rejser jeg

med blyant på det farvelagt landkort.

På stille regnvejrsdage venter jeg

så ofte på den såkaldte lykke.

(Berliner Tageblatt)

 

En slags maj-sang

Mange gange midt om natten

– som hver af os kender – når man venter

på de retfærdiges søvn

som man mærkeligt nok kalder det,

tænker jeg på Rhinen og Elben

og den mindre, men altså min, Spree.

Og igen og igen er det det samme:

Tanken gør så forbandet ondt.

Mange gange midt på den frie Manhattan,

undervejs på jagt efter lykken

hører jeg pludselig en raslen med lænker.

Og det bringer mig igen tilbage til Prøjsen.

Mon fuglene dér vover at synge?

Findes det mon stadig: Werder i blomsterflor,

hvordan holder Havel det ud,

og hvad siger den gamle Grünewald-sø?

 

Mange gange når jeg ser et nyt område

med yppig flora – glad to see –

længes jeg efter magrere landskab

sandjord med fyrretræer, hvad ved jeg?

Hvad ved primulaer og geranier

om racekundskab og medicin?...

Mon kastanjerne blomstrer på hjørnet af Uhland?

 

 

"Til den ‘hellige Franziskus’ på

Rowohlts forlag anno dengang"

 

Denne versebog, længst udsolgt og

forbudt tilegner jeg mindet om en afdød,

Franz Hessel, digter, hædersmand og konsulent,

min skytsengel og lyriske protektor

der med mild dadel og streng ros

bar ”Stenogramheftet” til dåben.

 

Fuld af sagtmodighed og melankoli

hviler han i Frankrigs jord

og redigerer i skyggen af ædle palmer

paradisets allernyeste salmer.

Og når hans fjerne blik stille retter sig mod jorden,

da smiler han hemmelighedsfuldt og tier.

(Fra genudgivelsen af digtsamlingen ”Das lyrische

Stenogrammheft”)

 

 
 
What do you want to do ?
New mail
 
What do you want to do ?
New mail
 
What do you want to do ?
New mail
 
What do you want to do ?
New mail
 
What do you want to do ?
New mail
 
What do you want to do ?
New mail
 
What do you want to do ?
New mail