KAFKAS ARV

AF Birte Kont

Det er med til at betinge det universelle og det, vi forstår som kafkask, som i dag mere end nogensinde kan fortælle os noget væsentligt om at være fremmed i verden; en tilstand, der om noget er blevet Kafkas
vandmærke: På mere end 100 sprog er det kafkaske gået ind i dagligsproget som en tilstand af absurd eksistentiel og universel
ufremkommelighed.


Med undtagelse af kortere rejser i Europa, et enkelt besøg i Marielyst på Falster og ophold på kursteder og sanatorier, levede Kafka det meste af sit liv i Prag. Først i efteråret 1923 flyttede han til Berlin sammen med Dora Diamant, som han havde mødt i Berlins jødiske folkehjems sommerlejr for flygtningebørn i Müritz. Men trods svækket af sygdom og kamp mod fattigdom lykkedes nu det, som Kafka havde længtes efter gennem hele sit forfatterliv: At nå frem til en slags harmoni mellem kærlighedsliv, skrivning og jødedom. Den hasidiske tradition, Dora bragte med sig fra Polen, nærede Kafkas åndelige søgen, og sammen læste de værker på hebraisk og gik til Talmud-forelæsninger.


Men glæden – eller snarere det at befinde sig på tærsklen til glæde, det tætteste Kafka var på at udtrykke glæde – blev kort.
Kafka døde i juni 1924, kort før han ville være fyldt 41 år.


En speget retssag
Man kan læse meget mere om Kafkas liv og forfatterskab hos den israelske forfatter og litterat Benjamin Balint, som i 2018
udgav Kafka’s Last Trial – The Case of A Legacy. Baggrunden for den retssag om Kafkas efterladte manuskripter, som bogens titel refererer til, var, at Brod havde givet manuskripterne til sin sekretær Esther Hoffe, som havde testamenteret dem til sine to døtre, Ruth og Eva.

Herved afdækkedes, som det vil frem nedenfor, nogle skjulte og intrikate juridiske problemstillinger.

Balint havde i tæt samspil med sagsøgte Eva Hoffe fulgt retssagen og giver i sin bog en rigt facetteret redegørelse for processens vej gennem forskellige retsinstanser, gennem høringer, appeller og
kafkaske juristerier, indtil den endelige afgørelse i højesteret. Han fortæller i lyset af dette også om det nære venskab mellem Brod og Kafka, fra deres første møde i de tyske studenters klub. Historien om de to højst forskellige forfattere, deres gensidige tiltrækning og samarbejde, der sluttede med den endelige korrektur af En sultekunstner ved Kafkas dødsleje på sanatoriet i Kierling ved Klosterneuburg uden forbWien, indfanger samtidig den vitale jødisk-europæiske kultur før og efter 1. verdenskrig med dens kreds af intellektuelle omkring Brod og Kafka, bl.a. Kafkas skolekammerat Hugo Bergmann og vennen Felix Weltsch, som alle var beskæftiget med
tidens jødiske spørgsmål under fremvæksten af zionismen. Et kapitel i bogen er tilegnet Kafkas vej til jødisk identitet, der via et opgør med faderens assimilerede vest-jødiske tradition, fandt næring i det
jiddische teater, det hebraiske sprog og hasidismen. Alt i alt en litteraturhistorisk guldgrube af citater, med udpluk fra Kafkas og Brods breve og bøger, fra kunstnere og intellektuelle verden over, deriblandt
Kafkas biografister, Klaus Wagenbach og Reiner Stach, og ikke mindst fra Kafkas posthume forlæggere, Salman Schocken og Gottfried Fischer, som tilsammen udgør en lysende mosaik af Kafka-billeder og fortolkninger.

Retssagen, som strakte sig over otte år og blev dækket af internationale medier, er skildret som et juridisk og politisk tovtrækkeri – ladet med stærke følelser og etiske dilemmaer – mellem Israels Nationalbibliotek og Esther Hoffes yngste datter Eva, der havde et så personligt forhold til Kafkas papirer, at hun et sted kaldes Kafkas skygges enke. Esther havde været en særdeles nær medarbejder til Brod, som i 1950’erne havde overladt Kafkas manuskripter til hende i en lejlighed fyldt med katte i Spinoza Street i Tel Aviv. Spørgsmå-
let, om manuskripterne blev givet som personlig ejendom eller i varetægt, om Esther Hoffe skulle opfattes som arving eller
eksekutor, blev afgørende for retssagens udfald. Det tyske litteraturarkiv i Marbach var med som en aktiv part med interesser i sagen. Efter Brods død i 1968 solgte Esther ud af arven, bl.a. bortauktionerede hun originalmanuskriptet til Processen til
det tyske litteraturarkiv i Marbach for et par millioner dollar. Af Brods testamente fra 1961 fremgik det, at Esther efter hans
død skulle sørge for, at hans manuskripter, der omfattede arven fra Kafka, blev anbragt i et offentligt arkiv eller bibliotek. Men da det efter hendes død i 2007 kom frem, at Esther havde testamenteret
manuskripterne til sine døtre, Ruth og Eva (der døde i hhv. 2012 og 2018), genåbnede sraels Nationalbibliotek en tidligere sag,
som i 1974 var endt med at anerkende Esther som arving. Og i 2016 afgjorde Israels højesteret, at arven fra Kafka tilhører Israels Nationalbibliotek. Universel og-eller jødisk?

For Israels Nationalbibliotek handlede det om at sikre, at Kafkas manuskripter, hvoraf nogle befandt sig i bankbokse i Israel,
andre i Schweiz og andre igen i den i Tel Aviv, blev anerkendt som jødiskkulturarv. Derved opstod spørgsmålet om grad og beskaffenhed af Kafkas (og Brods) jødiskhed, så retssagen kom til at handle
om identitet: Jødisk over for tysk, jødisk over for jødisk. Hidtil havde man fra israelsk side ikke vist synderlig interesse for
Kafka, som døde 25 år før Israels oprettelse. I Israel var Brod fortsat med at skrive på tysk, opnåede aldrig dér den status som en førende forfatter og kritiker, han havde haft i Prag, men blev med sin europæiske orientering betragtet som en rest fra den gamle verden; en kendt modsætning mellem Israel og den jødiske diaspora, mellem de israelske pionerer og de tilkomne europæiske jøder efter Holocaust.
Fra tysk side var man af prekære historiske hensyn forsigtig med at stille krav til Israel. Man mente på den ene side, at arven fra Kafka (og Brod) ville være bedst
tjent med at blive solgt til det tyske Litteraturarkiv i Marbach, der er verdens næststørste arkiv for moderne tysk litteratur, og hvor man altså mente at besidde den største ekspertise til at passe på Kafkas
arv. Men igen blev ordvalget afgørende, for hvor god var Tyskland til at passe på jøderne under anden verdenskrig? Kafkas tre søstre og flere af hans venner, kolleger og tidligere elskerinder endte livet i kzlejre. På den anden side ville Kafka i Israel  blive læst som en jødisk forfatter, altså provinsielt, mens man i Tyskland ville læse Kafka universelt. F.eks. blev den lærde kabbalist Gershom Scholem anset for at
være mere optaget af Kafkas geni som ekseget end af hans geni som fiktionsforfatter, som om det var et spørgsmål om enten-eller. Hos Kafka selv fandtes ingen entydighed, hverken i livet eller på skrift,
som med alt andet var han også ambivalent over for sin jødiske identitet. Måske er det derfor, at det kafkaske – med dets
udgangspunkt i den diasporajødiske erfaring – taler så stærkt til mennesket i vores egen tid.

Den jødiske Kafka
I Processens slutning bliver Josef K stukket med en kniv i hjertet og udånder med ordene: Som en hund, sagde han, og det var som skammen skulle overleve ham.
Da jeg i 1990’erne læste litteraturvidenskab på KUA, sagde min unge underviser om skammen: Det er arvesynden.

Efter undervisningen gik jeg op til ham og sagde, at Kafka var jøde, og at man inden for jødedommen ikke opererer med arvesynd.
Jeg ved ikke spor om det jødiske, sagde han. Så her fik jeg mit specialeemne for- ærende, en fortolkning af Kafkas værk ud
fra en jødisk vinkel.
Bortset fra min specialevejleder på KUA, nu afdøde Uffe Hansen, har den danske litteraturforskning ikke som den internationale, interesseret sig for den jødiske Kafka.
Det gør til gengæld den amerikanske succesforfatter Nicole Krauss, som i sin seneste store roman Forest Dark (Mørke
dybe skove), har ladet Kafka overleve den lungetuberkulose, han døde af i Prag i 1924, og rejse til Palæstina, en tanke han
havde flirtet med og måske, måske ikke, ville have ført ud i livet, hvis ikke sygdommen var kommet i vejen.
Romanen foregår i Israel og er spækket med jødisk viden. Et spor i romanen, som blot skal nævnes her, handler om en ægtemands forsvinden. Romanens andet spor følger jeg-fortælleren Nicole, en anerkendt jødisk forfatter fra USA, der er i Tel Aviv for at slippe væk fra sit knirkende ægteskab og sin skrivekrise. En fætter til
Nicoles far bringer hende i kontakt med Friedman, tidligere Mossad-agent og litteraturprofessor ved universitetet i Tel Aviv, som beder hende hjælpe med et teaterstykke af Kafka, der mangler en slutning, og giver hende en pose med Kafkas bøger. Det får hende til at gå på nettet for at læse om den igangværende retssag. På vej til en fælles weekend ved Det døde Hav kører Friedman forbi Eva Hoffes lejlighed
på Spinoza Street, hvor han henter en kuffert. Under frokosten i Jerusalem fortæller han så Nicole historien om Kafkas alijah i
Palæstina, hvor han efter femten år i kibbutz arbejdede som gartner indtil sin død i 1956 under navnet Anshel Peleg. I forbindelse med et formodet terrorangreb føres Friedman bort og forsvinder. Nicole ender
i ørkenen med Friedmans hund og kufferten og forstår, at hun befinder sig i Kafkas hus, hvor der er en seng, et skrivebord og
en skrivemaskine, der kun kan skrive hebraiske bogstaver. Efter en lang feberfantasi føler hun sig forvandlet og parat til at vende tilbage til livet og familien i USA igen, mens kufferten efterlades i ørkenen.

Og med romanen får Nicole fortalt den historie om den jødiske Kafka, som Friedman i virkeligheden ville have, hun skulle krive.
Jeg vil slutte med Nicole Krauss’ Kafkafortolkning, der på smukkeste vis forener det jødiske og det universelle: Ingen har
nogensinde beboet tærsklen mere fuldstændigt end Kafka. På tærsklen til lykken; til det hinsides; til Kanaan; til den dør der kun er åben for os. Til en enorm og endelig forståelse. Ingen har skabt så
meget kunst af det. Og når Kafka alligevel aldrig er ildevarslende eller nihilistisk, er det fordi blot det at nå til tærsklen kræ-
ver en modtagelighed over for håbet og en levende længsel. Der findes en dør.

Der er en vej op eller over. Det er bare det, at man næsten helt sikkert ikke vil formå at nå hen til den, eller genkende den, eller komme igennem den i dette liv. Udsyn har udgivet Kafkas novelle, ”I vores
synagoge” med introduktion af Jonathan Schwartz” i Udsyn nr 2, 2009. Se den i genoptryk på de næste sider