At tie og lide

A F

J A C O B  H A L V A S  B J E R R E

 

Arisering af dansk handel i 1930'erne.


Det Tredie Riges undertrykkelse af jødiske forretningsdrivende i Tyskland begyndtestraks efter nazisternes magtovertagelse. Men i løbet af få år begyndte regimetogså at indføre restriktioner for udenlandske jødisk ejede eller ledede firmaer, der handlede med Tyskland. Defik konsekvenser for mange danske virksomheder og privatpersoner. Flere år inden besættelsen.

Det er muligvis mange, der stadig kan huske et ældre familiemedlem som brugte det gamle, tyske perfumerimærke 4711. Kølnevand blev det kaldt. På perfumens etileter det stadig påtrykt ordene ECHT KÖLNISCH WASSER, og de ord danner i dag baggrund for en kategoribetegnelse for alle typer eau de Cologne. Få husker måske, at de også blev produceret i danmark og at ledelsen, der havde eneforhandlingen at mærket i Dnmark, Blev fyret 1 1938, fordi den betragtedes som jødisk.

I 1902 fik Moritz R. Henriques eneforhandlingen på perfumen i Danmark. 30 års senere blev der bygget en fabrik til produktion af 4711 i Danmark, og fabrikkens direkrørpost gik til sønnen Kai Henriques. Produktionen af et verdensmærke er som regel behæftet med betingelser, og dette tilfælde er en af disse, at alle råvarer skal importeres direkte fra4711 iTyskland.Det danske datterselskab gik godt, og i 1938 omsatte det for, 30 milloner DKK. Desværre er 1938 året, hvor Moritz og Kai bliver afkediget. Afkedigelserne blev annonceret under et besøg på 4711's hovedkontor i marts 1938. Med assistance fra lederne i Køln mislykkedes flere forsøg på at lave kreative rekonstruktioner af firmaet i Danmark, der skulle forhindre fyringerne,men problemet var uløseligt. De to mænd var jøder, og ledelsen af 4711 skrev, at man må følge de nye arier-regulativer fortyske firmaer. Dermed blev 4711s danske datterselskab ariseret.

Arisering


Arisering blev aldrig defineret af nazisterne, men det er stadig det mest anvendte begreb for den økonomiske eksklusion af jøderne. Vi kender ariseringslovene fra Tyskland og mange af de lande, der senere kom under tysk besættelse eller dominans. Samtidig foregik ariseringen

også ved at gøre erhvervsvilkårene så besværlige, at det nærmest blev omsonst  at drive virksomhed, hvis man tilhørte den ‘forkerte’ race. Eksempelvis blev mere end 100.000 tysk-jødiske firmaer lukket eller solgt, før lovgivningen fra 31.12.1938 krævede tvangssalg af jødiske virksomheder. I den nazistiske optik forstås arisering også som at gøre noget arisk. Altså at transformere det fra f.eks. en jødisk butik til en arisk butik. Derfor blev udtrykket ”Jetzt Arisiert”, nu ariseret, eller lignende udtryk, anvendt af de nye ariske ejere af tidligere jødiske butikker, når der skulle
reklameres med den nye racestatus. Det blev også betegnet som Entjudung – altså at det jødiske element blev fjernet, som Moritz og Kai blev det. Fjernelsen af far og søn fra en af 4711s internationale afdelinger er et bevis på, at arisering forekom i Danmark, og den er en af flere kendte historier om, at livet i Danmark blev påvirket af det nazistiske diktatur allered før besættelsen.

Eksport af raceprincipperne


Tysklands forsøg på at arisere sin udenrigshandel er langt fra en tilfældighed. Fra 
1937 er det en velkoordineret politik, der indarbejdes i den tyske udenrigshandel for at opnå en raceideologisk målsætning om at fjerne udenlandske jøders indflydelse på Tysklands internationale forretningsrelationer. De irrationelle argumenter bag

denne politik er trukket frem fra antisemitismens arvegods, fordi den internationale ariseringspolitik blandt andet bliver legitimeret med den kendte myte om jødernes verdensomspændende kontrol over kapitalen. Når den myte accepteres som et faktum, så indeholder den dermed ogs en forestilling om, at verdens jøder har den potentielle magt til at ødelægge Tysklands handelsmuligheder. Den forestilling førte derfor til helt konkrete politiske tiltag, som fik konsekvenser for jødiske firmaer, der
handlede med Tyskland. I spidsen for den internationale ariseringsindsats stod en afdeling under Reichsstelle für den Außenhandel (RfA).
Rigskontoret for udenrigshandel. Internationale jødiske repræsentanter for tyske firmaer i udlandet, såsom agenter, importører, bestyrelsesmedlemmer mv. skulle langsomt fjernes. Det blev kommunikeret videre til tyske firmaer, og det var det, ledelsen hos 4711 mente, da de henviste til de nye arierreguleringer.
For RfA er visionen en fuldstændig ”entjudung” af den tyske udenrigshandel, hvis første skridt er en registrering af alle udenlandske personer i udenrigshandlen baseret på Nürnberglovene. Det vil sige at finde ud af, hvem der er arisk, og hvem der er jødisk. På denne måde fandt lovene anvendelse på potentielt set alle personer, som tyekse virksomheder handlede med hele verden.
De to mænd var jøder, og ledelsen af 4711 skrev, at man må følge de nye arier-regulativer for tyske firmaer. Dermed blev 4711s danske datterselskab ariseret.
 

...danskerne har i
dette som i flere
andre tilfælde
valgt at tie og lide


Fra 1940 blev praksis udvidet til, at tyske virksomheder skulle afslutte alle
handelsrelationer med jødiske virksomheder, da man forventede, at det snart ville blive ulovligt at handle med enhver form for virksomhed, som blev betragtet som jødisk. Det er vigtigt at understrege, at det aldrig blev forbudt at handle med jødiske virksomheder, hvis de blev anset for vigtige for krigsindustrien.
Den tyske ambassade i Danmark blev fra 1936 ledet af Cécil von Renthe-Fink. En dekoreret veteran fra Første Verdenskrig, veluddannet, der, som så mange andre i det tyske udenrigsministerium på dette tidspunkt, besad nationalkonservative værdier med anti-semitiske tilbøjeligheder. En af ambassadens opgaver var at assistere RfA med at finde ud af, hvilke virksomheder i Danmark der var jødiske, og hvilke der var ariske. Til dette arbejde brugte ambassaden informationsbureauer og ikke mindst det dansk-tyske handelskammer.
Det er en ideologisk organisation, der skal fremme den dansk-tyske handel, og medlemsskab forudsætter, at man er arisk. Ambassaden sendte informationerne til RfA, som samlede de mange oplysninger om dansk erhvervslivs racemæssige sammensætning på kartotekskort i Berlin. 

 

....det begynder med
jøderne, men tyskerne
kan måske en skønne
dag også nægte at betale
eller arbejde med danske
undersåtter af katolsk tro,
eller danske undersåtter,
som er socialdemokrater,
radikale, konservative,
venstre etc.



De tyske virksomheder var også selv aktive i processen, og flere kendte virksomheder som AGFA, Siemens, Johann Maria Farina og Schwarzkopf ariserede deres afdelinger i Danmark gennem de sidste tre år før besættelsen.
I det hele taget virker det som om, at de tyske raceteorier i løbet af 1930’erne fik en grænseoverskridende karakter, og her tænker jeg ikke på den veldokumenterede strikse flygtningepolitik. Arkiver, biblioteker og kirkekontorer fik alle en rolle i dokumentationen af enkeltindividers ophav.
I begyndelsen af 1930’erne fører det til, at det primært var tyske statsborgere med danske aner, der skulle bevise, at de var ariske. Således beretter det tyske generalkonsulat i Skive i et interview fra 1937, at det ha assisteret i 1.000 sager vedrørende tyske borgeres race. Hvis det tal er  repræsentativt for de øvrige tyske konsulater i Danmark, så må der have været travlt påde danske kirkekontorer og arkiver.

Senere ønskede også danske statsborgere at bevise, at de var ariske. Da formanden for Dansk Genealogisk Institut, Thomas Hauch-Fausbøll, fyldte 60 år i december 1938, kunne han fortælle, at ”for tiden er arierattesten vor væsentligste beskæftigelse.” Faktisk så væsentlig, at han kaldte omfanget af den type opgaver for enormt. Attesterne skulle bruges af personer, der ville giftes med tyske statsborgere, eller som bevis på at de var ariske og dermed kvalificeret til at handle med Tyskland. På denne måde fik århundreder
af individers levede liv en aktualitet for deres efterkommere, som ingen af dem kunne have forudset.


Arisering bliver offentlig viden 

Medierne begyndte også at interessere sig for emnet, og tonen sættes med overskriften ”Uhørt nazi-tysk indgreb i dansk handelsliv” i den kommunistiske avis Arbejderbladet den 4. maj 1938. I løbet af året kom der yderligere en håndfuld artikler i forskellige aviser, som omhandlede ariseringen i Danmark, og i december udtalte den svenske udenrigsminister Rickard Sandler sig direkte imod de tyske ariseringsforsøg, der også foregik i Sverige.

I svenske aviser, og senere refereret i Politiken, kunne man læse at ”danskerne har i dette som i flere andre tilfælde valgt at tie og lide”.Nu måtte det danske udenrigsministerium på banen, og Peter Munch udtalte i Politiken, at man skam er bekendt med rygterne, men mangler beviser. Løgnen får den konsekvens, at yderligere en række dansk-jødiske virksomhedsledere skriver om ariseringen til den danske udenrigsminister, mens Jødisk Ugeblad i sin artikel om Sandlers tale meddeler, at der er et generelt kendskab til danske virksomheder, der er blevet bedt om at bevise, at de er ariske.

Moritz og Kai er blot to ud af flere jødiske erhvervsfolk, der henvender sig til
udenrigsministeriet, fordi den tyske politik også er begyndt at få alvorlige konsekvenser for indtjeningen. I Udenrigsministeriets arkiver finder vi flere breve fra jødiske forretningsmænd, der forsøger at råbe ministeriet op, men samtidig viser de forståelse for landets status som lilleputnation. Flere foreslår alternative importDe, der led, var dansk jødiske forretningsfolk
der blev fyret fra deres stillinger og fik deres importmuligheder ødelagt.
muligheder som løsning på deres problemer – men her er svaret nej. Den økonomiske politik er stramt styret og baseres 
blandt andet på en balancering mellem import og eksport. Derfor er tilladelse til import fra andre lande statsstyret og kontrolleret gennem Valutacentralen.

Stærkest blandt protesterne står tekstilproducenten Harald Michelsens ord:
”det begynder med jøderne, men tyskerne kan måske en skønne dag også nægte at betale eller arbejde med danske undersåtter af katolsk tro, eller danske undersåtter, som er socialdemokrater, radikale, konservative, venstre etc.” Man får uvilkårligt associationer til den tyske pastor Niemüllers
skyldsbekendelse efter krigen som blandt andet består af denne strofe ”Jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Pastoren tilbragte selv syv år i Dachau. Michelsens ord er sigende for den danske regerings passivitet og forsigtighed i dette spørgsmål.


Danmarks reaktion


Allerede i 1937 begyndte det danske Udenrigsministerium at kunne se konturerne af 
den tyske politik og søgte i internationale fora mere information. I sommeren 1938 blev det så grelt, at den senere så indflydelsesrige direktør i Udenrigsministeriet,

Nils Svenningsen, bragte sagen op i det dansk-tyske handelsudvalg. Med småstatens selvforståelse som evig følgesvend i baglommen, og de friske erindringer om et tysk mindretal, som blev bragt ”Heim ins Reich”, da Østrig blev ‘indlemmet’ i det tredje rige i foråret, bevægede Svenningsen sig forsigtigt frem. Han fremhævede den skadelige virkning Tysklands politik
kunne have på handelsrelationerne, fordi man i Danmark ikke skelner mellem det jødiske og ariske. Det var dermed ikke en forsvarstale for det dansk-jødiske erhvervsliv, men snarere for den generelle dansk-tyske samhandel. Svenningsens modpart, Alex Walter, benægtede at ariseringen skulle være tysk politik. Firmaerne opfyldte bare folkets nationalsocialistiske vilje, og det ville Tyskland ikketå i vejen for, hævdede Walter. Kort sagt, Svenningsen fik ikke noget ud af at bringe emnet på bane.
At tie og lide var Danmarks position, men det var Udenrigsministeriet, der tav.
Det skete på grund af en begrundet frygt for Tysklands militære ambitioner, kombineret med det tyske mindretal i Danmark.
På den anden side fremstår Danmark som en klar undtagelse blandt de nordiske lande, fordi landet undlod at gøre officiel indsigelse mod den tyske politik, hvilket både Sverige og Norge gjorde. Vi står derfor tilbage med en regering, der kun gjorde en mild indsigelse mod den tyske overførsel
af raceprincipperne på dansk erhvervsliv.
De, der led, var dansk jødiske forretningsfolk, der blev fyret fra deres stillinger og fik deres importmuligheder ødelagt.
Men principperne led også. Principperne om, at danske statsborgere og virksomheder skal beskyttes mod trusler fra andre lande – ikke kun i udlandet, men i særdeleshed i hjemlandet.

En af ambassadens
opgaver var at
assistere RfA med at
finde ud af, hvilke
virksomheder i
Danmark, der var
jødiske og hvilke, der
var ariske.

Jacob Halvas Bjerre er arkivar i Rigsarkivet.

Artiklen bygger på hans ph.d. afhandling "Excluding the Jews. The Aryanization o Danish-German Trade and German Anti-Jewish Policy in Denmark 1937-1943”,
CBS, 2018.