Kunsten under belejring

Af

Hans Henrik Fafner


Går til angreb mod ethvert kunstnerisk udtryk, der ikke passer med Likud-regeringens verdenssyn.
Galleri HaMidrasha i Tel Aviv, hvor Avi Lubin har sit virke, står præcis for et sådant kunstnerisk udtryk. Da jeg møder ham, byder galleriet på værker af billedkunstneren David Reeb, der gennem de senere år har givet sin produktion en tydelig politisk kant. Med jævne mellemrum
filmer han sammenstød mellem palæstinensere og israelske soldater på Vestbredden, og med enkelte frames som forlæg skaber han derefter store malerier, der fanger konflikten i nuet.

Motiverne kredser om to markante sager – dels Ahed Tamimi, den unge palæstinensiske kvinde, der blev et vigtigt symbol på modstanden, da hun blev anholdt og fængslet sidste år, og Khan el Ahmar, en
beduinlandsby, som myndighederne længe har haft planer om at rydde.

”Ved at udstille billederne direkte ud til gaden prøver vi at rykke ved folks vanetænkning,” forklarer han. ”V har store vinduer, så man ikke kan undgå at se de politiske, når man går forbi på vej til stranden.

Næste alle andre gallerier her i bye er lukket af for verden, og kunsten blive kun set af dem, der kommer specielt det for øje.”

Politiske fanger
Det er nøjagtig denne balancegang og 
synligheden, Dareen Tatour også taler Einat og Dareen

......hun er en effektiv politisk bulldozer, der går til angreb mod ethvert kunstnerisk udtryk, der ikke passer med Likud-regeringens
verdenssyn.

 Hun er sammen med Einat Weizman, da vi mødes. Einat er jødisk, skuespiller og teaterinstruktør, og hun deler til fulde
Dareens synspunkter. Under den halvandet år lange husarrest gjorde en fælles bekendt hende opmærksom på Dareen
og hendes sag, og da hun blev bedt om at arrangere en solidaritetsaften for Dareen, sprang hun til med det samme.
”Jeg var i husarrest og så ingen mennesker, så det var vidunderligt at nogen opsøgte mig,” smiler Dareen.
Udover forberedelserne til solidaritetsaftenen førte deres første møde imidlertid også til et frugtbart samarbejde. Dareen tilbød at hjælpe med et teaterstykke
om politiske fanger, som Einat arbejdede på. Det resulterede i "Prisoners of the Occupation", som aldrig er blevet opført og
dermed er blevet til endnu et vigtigt symbol for kampen mod det repressive miljø, som Benyamin Netanyahus højrenationalistiske regering har skabt for at lukke munden på kritiske kunstnere.

”Prisoners of the Occupation var sat på programmet i Akko,” fortæller Einat og refererer til en velanskrevet årlig teaterfestival i byen i det nordlige Israel. ”Men så forbød ledelsen stykket af politiske grunde.
De kiggede på min Facebook og så, at jeg støtter politiske fanger, så de besluttede at forbyde det.”

Som resultat trak de øvrige kunstnere deres bidrag tilbage, hvorved hele festivalen faldt sammen. Einat bemærker, at dette på en absurd måde gav hele hendes projekt noget af et løft. Sagen fik en del
presseomtale, så mange mennesker, der Galleri Midrasha
Miri Regev har tidligere udtalt, at hun aldrig går i teatret og kun ved sjældne lejligheder kommer i en biograf.

Litteratur læser hun ikke, men hun lytter gerne til orientalsk
popmusik, 
normalt ikke ville interessere sig for politisk kunst af den type, fik pludselig et indblik i denne verden.

”Blandt andet førte det til en stor debat om, hvorvidt vi skal kalde dem sikkerhedsfanger eller politiske fanger, så i et vist omfang har jeg nået mit mål. Scenen blev meget større,” siger hun.

Terrorist Dareen har oplevet sin verden ændre sig på samme måde, siden den dag for godt tre år siden, hvor hun blev anholdt. Hun
og hendes sag er blevet kendt på en anden måde, og det er et af budskaberne i et stykke, som de to har skrevet sammen.
Det hedder ’I, Dareen T’, og vil også blive opført i forbindelse med at de gæster Norge i marts måned.

Mens vi taler, kommer en kvinde hen til vores bord. Hun har genkendt Dareen og vil bare gerne udtrykke sin beundring.

Dareen smiler. Men hun tilføjer hurtigt, at den negative effekt af berømmelsen er langt større end den positive.
”Ja, jeg er fri. Jeg er ude af fængslet, og jeg bevæger mig omkring, men spørgsmå- let er jo hvordan. Der er sket ændringer, og
spørgsmålet er om jeg er fri eller ej?” siger hun med alvorlig mine.
Da hun atter havde sin fysiske bevægelsesfrihed tog hun direkte til  Tel Aviv, hvor hun regnede med at finde et fristed.

Israels liberale åndsliv holder til i byen, der også skiller sig ud ved at være mere venstreorienteret end landsgennemsnittet.
Men selv dette er ikke nogen sikker vej til accept.
”Jeg har det svært ved at gå på gaden, selv her i Tel Aviv. Ligesom jeg bliver standset og værdsat, får jeg også blikke, som om
jeg er en farlig person. Jeg hører folk hviske om, at jeg er terrorist.
Dareen studerer fotografi og har derfor brug for at finde et sted at bo i byen.
Men efter tre måneders aktiv jagt, står det hende klart, at det er en nærmest umulig opgave.
”Hver gang får jeg at vide, at de søger en lejer, som ikke volder problemer. Jeg ved ikke hvilke problemer, jeg skulle kunne forvolde? Jeg kan heller ikke finde arbejde. Det er fordi jeg er palæstinenser,
men også som følge af hvad jeg har været igennem,” siger hun. ”Selv her i Tel Aviv erjeg blevet mødt af en racisme, som jeg aldrig havde forestillet mig.”
Einat oplever noget af det samme.
Tidligere var hun meget benyttet som tvskuespiller, men bliver ikke længere taget i betragtning til auditions, og selv skolen,
hvor hun underviser i skuespil, har modtaget opfordringer til at afskedige hende på grund af hendes støtte til de politiske fanger.
”På de sociale medier bliver jeg truet med mord og voldtægt,” forklarer hun. ”På den måde kan det virke lidt kynisk at sige,
at affæren i Akko gavnede min sag. Det gjorde den, ja, men samtidig får jeg sværere og sværere ved at finde arbejde. Hvad jeg udsættes for er dog småting i forhold til hvad Dareen oplever. Det er et godt eksempel på hvad der sker en israeler, der gør modstand, og en palæstinenser, der gør nøjagtig det samme. Dareen betaler
en langt dyrere pris for at have de samme holdninger. Fordi hun er palæstinenser, er hendes status skrøbeligere end min.”

Kamp om narrativer
Men hvad er det da, I håber på at opnå? ”Vi fører en kamp om narrativer,” siger 
Einat efter en tænkepause. ”Slagmarken
er den debat, det finder sted omkring uddannelse, i medierne og bestemt også i det kunstneriske udtryk. At det er en vigtig kamp understreges kun ved at Miri Regev er blevet så markant en person. Hun forsøger at lukke munden på kunstnerne, og for mig understreger det kunstens vigtige rolle i denne debat. Jeg ved ikke, om det
kan lave grundlæggende om på det helt store, men folk der kommer til vores forestilling hører mange ting for første gang.

De møder en virkelighed, som normalt ligger skjult. Det er en lille forestilling, men jeg tror på, at den har en vigtig rolle at spille.”
Det er noget af det samme, der holder Dareen i gang. Hun har skrevet siden hun var 7 eller 8 år gammel, og så snart hun kunne komme til det, begyndte hun at publicere. Hun lægger mængder af tekster op på sin blog, og hun bliver ved, selv om hun kender konsekvenserne.
”Min familie er helt uforstående,” fortæller hun. ”Mens jeg var under husarrest lagde de voldsomt pres på mig, og da jeg kom ud fra fængslet, spurgte de mig, om jeg ikke snart var kommet til fornuft. Men nej, det her er min måde at udtrykke mig på, og jeg bøjer mig ikke, så længe jeg skal gå og føle mig fremmed i mit eget land.”
Hun har allerede et forlag, som er klar til at udgive et udvalg af hendes digte. Hun så gerne at de kom på hebraisk eller, endnu bedre, på engelsk, for dermed når hun et bredere publikum. Men hun vil
også være tilfreds med en arabisk udgave. Og alligevel tøver hun. Det er som om hun ved, at en bogudgivelse vil øge hendes berømmelse, og dermed også hendes problemer.
”Som noget af det første spurgte forlaget om digtet, som førte til anholdelsen, tadig er med,” siger hun. ”Det er det, og jeg har heller ikke fjernet det fra nettet. Det vil jeg ikke acceptere.”