Indholdsfortegnelse UDSYN 2/2018:

3 Genlyden af fravær: Hverdag med sorg uden udløbsdato Lotte Buch Segal
8 Identitetskrise Hans Henrik Fafner
11Hvem er vi? For Pokker, hvem er vi? Uri Avneri
14Credo: At være jøde Herbert Pundik
 3 Genlyden af fravær: Hverdag med sorg uden udløbsdato Lotte Buch Segal
Identitetskrise Hans Henrik Fafner
11Hvem er vi? For Pokker, hvem er vi? Uri Avneri
14Credo: At være jøde Herbert Pundik
16Anerkendelsens betydning Stig Dalager
19New Outlook 1978 - 2018 Mette Geldmann
22Kvindelig israelsk rabbiner i Danmark Flemming Ravn
26Uri Avnery har sendt sin sidste klumme Anders Jerichow
28Philip Roth: Noter fra en taknemmelig læser Jonathan Schwartz
32Ein Mensch, nekrolog Mette Geldmann
34Nyt fra NO Mette Geldmann
35Netanyahu. Er der et alternativ?

16Anerkendelsens betydning Stig Dalager
19New Outlook 1978 - 2018 Mette Geldmann
22Kvindelig israelsk rabbiner i Danmark Flemming Ravn
26Uri Avnery har sendt sin sidste klumme Anders Jerichow
28Philip Roth: Noter fra en taknemmelig læser Jonathan Schwartz
32Ein Mensch, nekrolog Mette Geldmann
34Nyt fra NO Mette Geldmann
35Netanyahu. Er der et alternativ?


---------------------------------------------

Hvem er vi? For Pokker, hvem er vi?

Denne kommentar af den israelske fredsaktivist, forfatter, politiker og kommentator, Uri Avnery, blev skrevet få dage før hans død.

AF URI AVNERY 

For år tilbage haVNERYvde jeg en venskabelig diskussion med Ariel Sharon. Jeg sagde til ham: "Først og fremmest er jeg israeler. Derefter er jeg jøde". Han svarede hidsigt: "Jeg er først og fremmest jøde – og først derefter israeler!" Det kan forekomme som en abstrakt debat. Men i virkeligheden er det det spørgsmål, der er lige i hjertet af alle vores basale problemer. Det er kernen i den krise, der nu er ved at splitte Israel. Den umiddelbare årsag til denne krise er den lov, der i al hast blev vedtaget sidste uge af det højreorienterede flertal i Knesset. Den har benævnelsen "Basislov: Israel – det jødiske folks nationalstat". Dette er en konstitutionel lov. Da Israel blev grundlagt under krigen i 1948, vedtog man ikke en forfatning. Der var et problem med den ortodokse religiøse menighed, som gjorde det umuligt at nå til enighed om en formulering. I stedet oplæste David Ben-Gurion en "Uafhængighedserklæring”, som fastslog, at "vi opretter den jødiske stat, kaldet Staten Israel". Erklæringen blev ikke til en lov. Højesteret vedtog dens principper uden en lovmæssig basis. Det nye dokument er derimod en bindende lov.

Den nye lov svarer ikke til Uafhængighedserklæringen Så hvad er det anderledes ved den nye lov, som ved første øjekast ligner en kopi af uafhængighedserklæringen? Den har to vigtige udeladelser: Uafhængighedserklæringen talte om en "jødisk og demokratisk stat", og lovede fuld ligestilling mellem alle statens borgere uden hensyn til religion, etnicitet eller køn. Men alt dette er forsvundet. Intet demokrati. Ingen ligestilling. En stat af jøder, for jøderne, ved jøderne. De første, der protesterede, var Druserne. De udgør en lille, tæt knyttet minoritet. De sender deres sønner til tjeneste i den israelske hær og i politiet og betragter sig som "blodsbrødre".

Pludselig er de blevet berøvet alle deres lovmæssige rettigheder og følelsen af at høre til. Er de arabere eller ikke? Muslimer eller ikke? Det afhænger af, hvem der taler, hvor og hvorfor. De truer nu med at demonstrere, med at forlade hæren og med oprør generelt. Benyamin Netanyahu prøver at bestikke dem, men de er et stolt samfund.

Druserne er imidlertid ikke hovedsagen. Den nye lov ignorerer fuldstændig de 1.8 millioner arabere, som er israelske statsborgere, herunder beduinerne og de kristne. (Ingen tænker overhovedet på de hundrede tusinder europæiske kristne, som immigrerede med deres jødiske ægtefæller og andre slægtninge, hovedsagelig fra Rusland.) Det arabiske sprog med al dets pragt, som hidtil har været ét af de to officielle sprog, blev degraderet til blot en "speciel status", hvad det så ellers betyder. (Alt dette gælder i selve Israel, ikke for de ca. fem millioner arabere på den besatte Vestbred og i Gaza, som slet ingen rettigheder har). Netanyahu forsvarer den ny lov som Hvem er vi? For Pokker, hvem er vi? Udsyn • 2/2018 11 en løve mod stigende kritik indefra. Han har offentligt udtalt, at alle de jødiske kritikere af loven er venstreorienterede og forrædere (synonymer), "som har glemt, hvad det er at være jødisk".

Og det er netop sagen. Jødisk eller israelsk nation? For år siden bad en ven og jeg Højesteret om at ændre nationalitets-betegnelsen i vore identitetskort fra "jødisk" til "israelsk". Retten afslog det, idet den erklærede, at der ikke findes en israelsk nation. Det officielle register anerkender op mod hundrede nationer, men ikke en israelsk.

Denne mærkværdige situation begyndte med zionismens fødsel i slutningen af det 19ende århundrede. Det var en jødisk bevægelse, skabt for at løse det jødiske spørgsmål. Kolonisterne var jødiske. Hele projektet var tæt forbundet med jødisk tradition. Men da den næste generation af nybyggerne voksede op, følte de sig utilfredse med bare at være jødiske som jøderne i Brooklyn eller Krakow. De følte, at de var noget nyt, anderledes, specielt.

De mest ekstreme var en lille gruppe unge digtere og kunstnere, som i 1941 dannede en organisation, der fik øgenavnet ‘kanaanitterne’, og som proklamerede, at vi var en ny nation, en hebraisk nation. I deres entusiasme gik de til yderligheder, idet de erklærede, at vi intet har tilfælles med jøder i udlandet, at der ikke fandtes en arabisk nation, at araberne blot var hebræere, der havde antaget islam. Så kom nyhederne om Holocaust, kanaanitterne blev glemt, og alle blev angrende super-jøder. Men ikke i virkeligheden. Uden en bevidst beslutning indførte min generations folkelige sprog en klar skelnen: jødisk diaspora og hebraisk landbrug, jødisk historie og hebraiske bataljoner, jødisk religion og hebraisk sprog.

Medens briterne var her, deltog jeg i dusinvis af demonstrationer, hvor vi råbte "Fri indvandring! Hebraisk stat!". Jeg kan ikke huske en eneste demonstration, hvor nogen råbte "Jødisk stat". Så hvorfor taler Uafhængighedserklæringen om en Jødisk stat? Simpelt: Den henviste til den FN-resolution, som bestemte delingen af Palæstina i en arabisk og en jødisk stat. Grundlæggerne fastslog simpelthen, at nu opretter vi denne jødiske stat. Vladimir Jabotinsky, Likud´s legendariske forfader, skrev en nationalsang, der erklærede "En hebræer er søn af en prins". I virkeligheden er dette en naturlig proces. En nation er en territorial enhed.

Den er betinget af sit landskab, klima, sin historie, sine naboer. Da briterne slog sig ned i Amerika, følte de efter nogen tid, at de var anderledes end de briter, de havde efterladt på deres ø. De blev amerikanere. De britiske straffefanger, der blev sendt til Fjernøsten, blev australiere.

I to verdenskrige strømmede australiere til for at redde Storbritannien, men de er ikke briter. De er en ny, stolt nation. Det samme er canadiere, new zealændere og argentinere. Det er vi også. Eller vi ville have været, hvis den officielle ideologi havde tilladt det. Hvad skete der? Først og fremmest var der den enorme immigration fra den arabiske verden og Østeuropa tidligt i 50erne.

For hver hebraisk indbygger var der to, tre, fire nye immigranter, der betragtede sig som jøder. Så var der behovet for penge og politisk støtte fra jøderne i udlandet, især fra USA. De, som betragter sig selv som fuldt ud og sande amerikanere (prøv bare at sige, de ikke er, din forbandede antisemit!), er stolte over at have en jødisk stat et sted. Og så var der (og er der stadig) en streng regeringspolitik, hvor al ting skal judaiseres.

Den nuværende regering har nået nye højder. Aktive og helt afsindige regeringsaktioner prøver at judaisere uddannelse, kultur, endda sport. Ortodokse jøder, en lille minoritet i Israel, udøver umådelig indflydelse. Deres stemmer i Knesset er afgørende for Netanyahus regering. Da staten Israel blev oprettet, blev termen hebraisk erstattet af termen israelsk. Hebraisk er nu alene et sprog.

Er der så en israelsk nation? Selvfølgelig er der det. Er der en jødisk nation? Selvfølgelig er der ikke. Jøder er medlemmer af et etnisk-religiøst folk, spredt over hele verden og tilhørende mange nationer med en stærk følelse af samhørighed med Israel. Vi, i dette land, tilhører den israelske nation, hvis jødiske medlemmer er en del af det jødiske folk. Det er afgørende, at vi indser dette.

Det bestemmer vort udsyn. Helt bogstaveligt. Ser vi mod jødiske centre som New York, London, Paris og Berlin, eller ser vi mod vore naboer, Damaskus, Beirut og Cairo? Er vi del af en region beboet af arabere? Forstår vi, at den vigtigste opgave for denne generation er at slutte fred med disse arabere og specielt palæstinenserne? Vi er ikke midlertidige beboere i dette land, parate til når som helst at tage af sted og slutte os til vore jødiske brødre og søstre rundt omkring i verden. Vi hører til i dette land, og vi vil leve her i mange kommende generationer, og derfor må vi blive fredelige naboer i denne region, som jeg for 75 år siden kaldte "den semitiske region". Den nye lov om Nationen, viser os, ved sin klart halvfascistiske natur, hvor presserende denne debat er. Vi må beslutte hvem vi er, hvad vi vil, hvor vi hører til. Hvis ikke, vil vi være fordømt til en evig tilstand af midlertidighed.

Oversat fra engelsk af Lizzi Saietz 12 Udsyn •2/2018

--------------------------------------------------------------------------------------

CREDO: Om at være jøde

A F H E R B E R T  P U N D I K

At være jøde er en slags sindstilstand. Det har noget at gøre med éns sanseapparat. Nogle dage er man mere jøde end andre.
Så må man gøre op med sig selv, hvilke dage der er gode, og hvilke der er bedre.
At være jøde er at kunne drømme sig ind i et fotografi fra Auschwitz og tage plads blandt de nøgne, frysende mænd og kvinder i køen på vej til gaskammeret. At vågne af rædsel, røre ved sin elskede, stå
op, gå ud og tisse, drikke et glas vand og lægge sig til at sove igen. Gå ud af fotografiet. Overlade de andre til deres skæbne.Og én selv til den dårlige samvittighed.
Den overlevendes sorgtyngede glæde.
At være jøde er at have ret til at fortælle jødiske vittigheder, som ville være antisemitiske, hvis de blev fortalt af en ikke-jøde. Uanset om hans bedstemor var jøde. F.eks. den om Moses på Sinaibjerget, der får tilbudt nogle gode råd af Vorherre. Hvad koster de, spørger han. De
er gratis, svarer Vorherre. Så lad mig få ti, siger Moses. Eller definitionen på, hvad er antisemitisme? Det er, når folk forfølger
jøder mere end strengt nødvendigt. Humor som selvforsvar. Jøden i rollen som selvkritiker.

At være jøde er at have specielt udviklede nakkemuskler, så man kan se over skuldrene.
At være jøde er at læse Pavel Kohuts roman ”Danserinden” fra koncentrationslejren Theresesienstadt og velsigne Israels eksistens og takke alle dem, der skabte landet med hårdt slid og selvopofrelse. Og
ikke mindst alle dem, der blev ofret uden at ville det selv.

At være jøde er at vide sig hjemme ienhver synagoge verden over og ikke sætte sine ben i nogen af dem.
At være jøde er at definere alle andre som éns modsætning. De hedder ikke kristne, men ikke-jøder. ”Kemech” kaldte Mëir Aron Goldschmidt ‘de andre’. Ordet er hebraisk og betyder ‘mel’. Den usynlige mur, mindretallets værn, følelsen af eksklusivitet.
At være jøde er ikke at kunne lide at tale om penge, lade som om de ikke har nteresse.
At være jøde er at have et uafgjort regnskab med oldtidens romere og at føle hjælpeløshed og desperat vrede ved synet af Titus-buen i Rom, hvor jødiske fanger, i lænker, bærer templets syvarmede lysestage gennem Rom under sejrherrens triumftog. Igen fotografiet fra Auschwitz.
At være jøde er at holde tårerne tilbage ved synet af de sorte jøder fra Etiopien, der lander i lufthavnen udenfor Tel Aviv, reddet fra sult og ydmygelse af luftbroen mellem Addis Abeba og Israel.
At være jøde er at sidde i Tivolis Koncertsal, høre Emerson-kvartetten spille Beethoven og spørge sig selv, om tre af de fire er jøder eller kun de to. At være jøde er at vide, at lidelser ikke kun lutrer, at det er umuligt at nå målet,
men at det er pålagt at stræbe.
At være jøde er at stå med et potteskår fra kong Davids eller Salomons tid (ca. 1000 f.kr.). føle pottemagerens fingeraftryk i leret og fornemme ekkoet, måske også et strejf af kontinuitet. Det afhænger
af sindstilstanden.
At være jøde et at kende sine bibelske forfædre, men intet vide om sine oldefor- ældres navne eller grave et sted i Ukraine.
At være jøde er at stå i Theresienstadts gamle fæstning og forsøge at tilgive uden at glemme.
At være jøde er at ønske at være som alle andre og dog ikke at ville det.
At være jøde er at forstå Rothkos malerier anderledes.
At være jøde er at stå over for en gammel kone i hvid kittel i en af Kijevs gader for mange år siden. Lade sig veje for en kopek. Se spørgsmålet i hendes brune øjne og øjne og høre hende hviske på jiddisch: n”Ihr seit von Jisroel?” – ikke spørgende, men som en bøn. Nikke og gå bort af frygt for det hemmelige politi. Og glemme,
hvor meget man vejer.
At være jøde er at erkende, at det er svært at definere sin egen identitet og umuligt at definere andres.
At være jøde er at følge den, der søger sandheden, og forlade ham, når han på- står, at han har fundet den.
At være jøde er at være som alle andre, blot mere – mere intenst, mere lydhørt, mere i tvivl.
At være dansk jøde er at høre til en af holocausts mirakuløsen undtagelser og fø- le forpligtelsen.
At være jøde er at være.


Herbert Pundik (2007): Udvalgte artikler
fra 1946 til i dag. Anders Jerichow (red.),
Politikens Forlag. side 306-308.
Credo: At være jøde
14 U d s y n • 2 / 2 0 1 8

-------------------------------------------------------------------------------------