Bare fordi at ...
Om sprog og forestillinger i udlændingedebatten
A F H E I N E A N D E R S E N
Ud over at være aktiv som journalist, kommunikationsrådgiver, underviser m.v., er bogens forfatter Knud Lindholm Lau blevet kendt som den, der stod for udgivelse på dansk af Victor Klemperers meget vigtige værk fra 1947 LTI Lingua Tertii imperii, Det tredje riges sprog. Klemperers omfattende og skarpe analyser af, hvad sprog kan gøre ved mennesker, hvorledes nazitidens fornedrende og ekskluderende sprog om jøder var med til at bane vejen for katastroferne, der kom, byggede på observationer og omhyggeligt nedskrevne noter over en længere årrække. Den danske udgave er blevet solgt i flere oplag, og det er også den, der har været med til at inspirere Lau til at samle sit materiale og skrive den bog, som jeg gerne vil præsentere i det følgende.
Laus bog handler om den danske invandrerdebat, og hvordan ‘de fremmede’ omtales. Titlen ”Bare fordi at – ... ” kan virke lidt kryptisk. Fortsættelsen kunne lyde ”Bare fordi man mener [her kommer et synspunkt, som lyder fremmedfjendsk/ antisemitisk/ antimuslimsk] er man ikke racist”. Titlen er valgt, skriver Lau, fordi det er en vending, man tit kan støde på i udlændingedebatter, både privat og i offentlige fora, når folk udtrykker holdninger, som de er klar over egentlig lyder fremmedfjendske. Det er dermed en vending, som signalerer, at man er i gang med en udgrænsning af andre med (påståede) bestemte træk, og at man på forhånd forsøger at afmontere forventelig kritik for brud på normer om ligeværd o. lign.
Laus bog indeholder et væld af eksempler fra forskellige fora og kanaler, som han har indsamlet over en periode på omkring ti år. Mange af eksemplerne udtrykker tilsigtet og åbenlyst modbydelige gruppe-fjendtlige holdninger: de spænder fra direkte had-tale, over latrinært og obskønt sprog og grove skældsord, til åbne eller svagt kamuflerede dødstrusler eller – ønsker. Særlige kategorier er animalisering – eksempelvis brug af skadedyr eller urene dyr som metafor (rotter, svin, græshopper …) og etnofaulisme (fra ”faulos”, ringe, værdiløs), et udtryk, der signalerer, at en bestemt gruppe er værdiløs (perker, kameldriver, kloakbeduiner …). En tredje er biologisering, metaforer og sammenligninger med dødbringende sygdomme, svulster, smitte, affald, fækalier …. genstandsgørelse osv. Fremstillingen fortsætter med virkningsfulde, ofte uhyrlige eksempler, der virker skræmmende ved også at signalere en gradvis normalisering af udtryksformer, som de fleste ville have anset for utænkelige for 20-30 år siden.
Andre eksempler er blot insinuerende, antydende eller mere eller mindre skjulte giftigheder.
Dem og os Bogen er struktureret tematisk, og veksler mellem gennemgang af den omfattende mængde af eksempler og lidt mere perspektiverende og fortolkende analyser, baseret på forskning og teorier på området. Fremstillingen kan siges at bevæge sig fra det mest manifeste og synlige lag af fjendtlighed og udgrænsning af fremmede, til underliggende niveauer, hvor Lau undersøger angreb på bærende samfundsinstitutioner og faste mønstre og figurer i diskurser og legitimeringsmåder.
De første to dele handler således om Dem og Os. Først ‘Dem’, ca. 150 sider om, hvordan de fremmede/de andre udgrænses og stemples, som illustreret i det jeg lige har skrevet ovenfor. Et dem forudsætter et os. Derefter ‘Os’: 40 sider om, hvordan et billede af et homogent dansk folk, et VI, sættes på ord, begreber og udtryk. Dette ‘vi’ er i sammenhængen ‘vi danskere’, og her anvender Lau det argumentatoriske greb at starte med at stille læseren over for en slags danskhedstest, nemlig ved at skulle gætte på, hvor sent en række normer, ‘ægte danskere’ nu fremhæver som ‘danske værdier, til forskel fra ‘de fremmedes’, egentlig blev accepteret. Og hvor hårdt det egentlig holdt at få dem accepteret. F.eks. kvindelige præster, fri abort, afskaffelse af filmcensur osv. Og han gennemgår Haarders Danmarkskanon og viser, at uenigheden om disse kanoniserede værdier langt fra bekræfter forestillingerne om et homogent dansk folk. Essentialistiske positioner om danskhedens oprindelse, forankring og kendetegn ved fællesskaber diskuteres: biologisk afstamning, historiske skæbnefællesskaber, kultur, sprog, fødested m.v., og sættes i relief overfor samfundsvidenskabelige studier.
Intimidering og mistænkeliggørelse Tredie del hedder ‘Den politiske grundorden’ og gennemgår, hvorledes kampagnen mod indvandring er blevet ført videre
B Ø G E R
30 U d s y n • 1 / 2 0 1 8 til intimidering, mistænkeliggørelse og direkte angreb på grundlæggende demokratiske institutioner og normer. Med henvisning til Hitlers kronjurist (i en periode) Carl Schmitt fremdrages og dokumenteres den mistænkeliggørelse og anfægtelse af domstolenes uafhængighed og dermed princippet om magtens tredeling, som har fundet sted i forbindelse med bl.a. udvisningssager. Videre det stigende pres mod menneskerettigheder, Menneskerettighedsdomstolen og internationale konventioner herom. Angreb på pressefrihed og forskeres ytringsfrihed er yderligere et område, der rokker ved fundamentale demokratiske værdier og normer. Imamlov, prædikantlister, tildækningsforbud, strafzoner i ghettoer ... .
Fjerde del ‘Begrundelser’ bevæger sig op på et metaplan, og analyserer hvad man kunne kalde standardargumenter eller -greb til at lukke af for eller afmontere argumenter. Det kan være påstande om politisk korrekthed eller forskellige typer af ‘kort’, som man trækker for at diskvalificere et argument, f.eks. ‘nazikortet’, ‘racismekortet’, ‘offerkortet’ eller ‘krænkelseskortet’. Alle har det til fælles, at man bevæger sig væk fra, hvad selve sagen handler om, til kontekst, motiver, form, persontræk eller lignende for at styrke eller svække påstande. Fremstillingen fortsætter med flere eksempler på typiske diskursmønstre med disse egenskaber.
Forestillingen om folketBogens slutning rammer plet med en meget oplysende gennemgang af begrebet kommunikationspopulisme. Det går ud på at kommunikere, så det, der siges, fremtræder som udtryk for folkets fælles vilje og interesser. ”Danskerne mener/ ønsker/ har behov for …” En stærkere version indføjer dette i dikotomierne: folket – eliten og vi-gruppen – ude-gruppen.
Knud Lindholm Lau slutter med en række ønsker til, hvorledes denne udgrænsende, diskriminerende og nedgørende kommunikationsform kan erstattes af dialoger, der opbygger fællesskab og vi-følelse i stedet. Det er henvendt til relevante centrale aktører og institutioner.
Det er en vigtig bog, der falder på et meget tørt sted. En bog kan ikke ændre de stærke samfundskræfter, der her folder sig ud, men den kan forhåbentlig åbne blikket for, hvor faretruende langt ud, vi er kommet og for mulige modstrategier. Den kan bruges til almindelig oplysning og refleksion, hvis man gerne vil kunne forholde sig reflekteret til mekanismer i kommunikation, der er på spil, og som på alarmerende vis er i gang med at undergrave bærende værdier og institutioner i samfundet. Den vil også være et godt redskab for alle, der arbejder med undervisning og formidling. Den vil f.eks. kunne fungere godt på gymnasieniveau.
Bogen er yderst velskrevet i et flydende, levende og enkelt sprog, og et godt tempo. Den er holdt i en saglig stil med solid dokumentation, der taler for sig selv. Der er også blevet plads til en mængde gode litteraturhenvisninger og noter, uden at det forstyrrer læsningen. Et lille suk skal dog med: man savner et person- og stikordsregister for lettere at finde rundt.
Hermed min varmeste anbefaling.Heine Andersen er professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.Knud Lindholm Lau: Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten. Tekst og tale Forlag. 300 sider.
En bog kan ikke ændre de stærke samfundskræfter, der her folder sig ud, men den kan forhåbentlig åbne blikket for, hvor faretruende langt ud, vi er kommet og for mulige modstrategier.
Mange af eksemplerne udtrykker tilsigtet og åbenlyst modbydelige gruppe-fjendtlige holdninger: de spænder fra direkte had-tale, over latrinært og obskønt sprog og grove skældsord, til åbne eller svagt kamuflerede dødstrusler.