BØGER

Judas er ikke forræder. Judas tror på Jesus, meget mere end Jesus tror på sig selv

Den israelske forfatter Amos Oz ved, at han provokerer ved at vende det, han kalder ’den grimmeste og blodigste historie nogensinde fortalt’, på hovedet. Men trods bogens titel og trods store dele af dens indhold kredser om bibelens fortælling om Judaskysset, er essensen i bogen ’Judas’ historien om tre menneskers overraskende transformation i et gammelt stenhus i Jerusalem – i vinteren 1959-60

TEKST OG FOTO:HANNE FOIGHEL

 Jehuda er hebraisk for Judas. Et ret almin­deligt jødisk navn. Amos Oz’ far hed Je­huda Arieh. Oz har opkaldt sin søn efter sin far, så han hedder Jehuda Arieh til mellemnavn.

”Jeg er altså både søn og far til en Ju­das”, indleder Amos Oz smilede vores samtale om hans seneste bog ’Judas’, der i oktober udkom på dansk i Hanne Friis’ oversættelse på Gyldendal.

Den milde 78-årige forfatter sidder i et dybt sæde i en blå lænestol i sit arbejds­værelse. Stolen står op ad en af de man­ge bogreoler, der findes i lejligheden på tolvte sal i det nordlige Tel Aviv. Gennem vinduesruden kan man mellem et par an­dre højhuse mod vest fange et glimt af det dybblå Middelhav. Her bor Amos Oz sammen med sin kone Nili og parrets 20 år gamle kat. Nili banker på og bringer et par kopper espresso, men er åbenbart på vej ud. Hun kysser Amos på hovedet til far­vel. Nej, siger han bestemt, henvendt til bladets udsendte, det vil jeg ikke have fo­tograferet. Det skal ikke gå verden rundt. Nili ser en smule mystificeret på ham, sen­der et smil og siger – sådan lidt ud i luften inden hun lukker døren efter sig – at de ellers kysser tit.

Hvordan fik du ideen til at skrive en bog, der på hebraisk hedder ’Evangeliet ifølge Judas’, men som nu går verden rundt – foreløbig på 30 sprog – med titlen ’Judas’. Det er en provokerende titel?

”Naturligvis har jeg et følelsesmæssigt forhold til navnet, Jehuda, Judas. Men Ju­das spiller ikke hovedrollen i denne bog. Kernen i min bog er en historie om en skeptisk gammel mand, en vred midald­rende kvinde og en ung idealist, der sidder i samme stue en hel vinter, drikker span­devis af te og diskuterer. Det er ikke ind­ledningen til en joke – det er min roman.

 

I løbet af de tre måneder bogen skildrer, sker der et mindre Jerusalem-mirakel: Dis­se tre for hinanden totalt fremmede men­nesker, forskellig alder, forskellige køn, for­skellige ideologier, kommer næsten til at elske hinanden. Bliver omtrent en familie.

De forandrer sig alle tre:

Gershon Wald, denne gamle skeptiker, denne religionens fjende, enhver reforma­tors fjende, der er allergisk over for frelse, mister i slutningen af bogen mere eller mindre sin eneste søn for anden gang.

Shmuel Ash, der begynder som et om­vandrende udråbstegn: Hvis ikke Stalin er det, er Che Guevara svaret, forlader bogen som et stort spørgsmålstegn. Han går ud i ørkenen for at finde sig selv og for at finde svar.

Atalja Abravanel, denne sårede kvinde, der hader mænd, ender med både at være Shmuels mor og elskerinde på stort set samme tid.

Jeg ved ikke hvor i bogen, det sker – jeg har faktisk læst den igennem flere gange for at finde ud af det. Men det er bogens kerne. Denne medfølelse, denne utrolige enhed imellem tre fuldstændigt fremme­

 de mennesker på trods af, at de hver især inderligt hader noget af det, den anden tror på”.

Det er de tre levende personer, der bor sammen i Jerusalem i vinteren 1959-60, men der er også de døde?

”Der er spøgelser i bogen. Der er Ataljas far, Shaltiel Abravanel, der udfordrer Da­vid Ben Gurion (Israels første statsleder, red.) og ønsker at bo i en verden uden sta­ter – forsøg ikke at Google ham, jeg har opfundet ham. Der er Jesus, der er Judas. Og denne bogs Isak, den eneste søn, der bliver ofret: Micha, som dør en grusom død under Israels uafhængighedskrig.

Der er spørgsmålet om jøder og kristne. Loyalitet og forræderi. Kærlighed, vrede og ensomhed. Men ’Judas’ er ikke et ma­nifest. Bogen har ingen ’bottom line’”.

Den værste og blodigste historieDu kunne have skrevet om forræderi og lo­yalitet på så mange måder, hvorfor griber du netop til en århundreder gammel teo­logisk diskussion mellem jøder og kristne og diskuterer, at Judas måske slet ikke var forræder?

”De underviser ikke jøder i evangeliet. Det er en skam. Da jeg var 16, gik det op for mig, at hvis jeg ikke læste evangeliet, ville jeg aldrig kunne forstå hverken Re­næssancekunst, Bachs musik eller Dosto­jevskijs romaner. Så jeg gik på biblioteket læste evangeliet og blev forelsket i Jesus. Jeg elskede hans poesi, hans kærlighed og hans humor. Jeg var også uenig med ham om universel kærlighed og om det, at ven­de den anden kind til. Men to israelere er aldrig enige om noget som helst.

Historien om Judas, om forræderiet, om historiens mest berømte kys og de 30 sølv­penge, gjorde mig rasende. Ikke fordi jeg er jøde. Men den lille detektiv i mig sagde, at denne hæslige historie ikke kan være sand. Ulig de øvrige disciple, der var fi­skere fra Galilæa, var Judas en velhavende jordejer. Hvorfor skulle han sælge sin læ­remester, sin gud, for måske 5.000 kr. Og hvis han gjorde det for pengene, hvorfor skulle han så hænge sig bagefter. Og hvor­for skulle nogen dog overhovedet betale ham for at udpege Jesus, der efter prædi­kener og skandalen ved templet var kendt i hele Jerusalem”.

Det er altså en gammel vrede over og fa­scination af historien om Judas, der kom­mer ud i denne bog?

”Det er ikke nogen uskyldig historie. Det er en grim historie. Det er den værste og blodigste historie, der nogensinde er ble­vet fortalt. Ingen anden enkelt historie i verdenshistorien har ansvar for så meget blod, forfølgelse, inkvisition, diskriminati­on, pogromer, massemord og sandsynlig­vis også for Holocaust.

I alle kristne ordbøger er Judas synonym for forræderi. I to tusinde år har kristne

Inden vore veje skilles ved eleva­toren ned fra tolvte, nævner Amos Oz sin danske oversætter Hanne Fri­is, der døde få dage inden ’Judas’ ud­kom på dansk. Hun ønskede selv, at hendes død skulle forbigås i stilhed, men Oz understreger, hvor glad han har været for hendes oversættelser af flere af hans bøger fra hebraisk til et meget smukt og præcist dansk. Om bogen ’Judas’ siger han: ”Hun gjorde et heroisk arbejde med at få denne bog færdig samtidig med, at hun allerede var meget syg”.

 

lært, at vi er Judas. Guds mordere. Penge­griske. Blodtørstige. Onde. Bedrageriske. Tænk på malerierne af Den Sidste Nad­ver. Den milde smukke Jesus og apostlene omkring ham oftest lyshårede, blåøjede, arisk udseende. Og altid i hjørnet en grim semitisk udseende person, skaldet med onde øjne, store ører, kroget næse, tykke læber, rådne tænder og et hæsligt smil. Og det er os i kristen kunst. Det er jøden i den kristne underbevidsthed i århundre­der. Både før og efter Renæssancen. Nazi­sterne, Goebbels og Der Stürmer opfandt intet nyt.

Du fortæller så en alternativ Judashi­storie, der ikke har været lige nem for alle læsere at fordøje?

Mange læsere har været rasende. I Shmuel Ash’ version er Judas ikke forræ­der. Judas tror på Jesus, meget mere end Jesus tror på sig selv. Jesus tvivler. Han frygter døden og vil ikke til Jerusalem. Ju­das siger som en anden spindoktor: Tag til Jerusalem og vis dem ’prime time’, at du vil komme levende ned fra korset. Men det sker ikke. Jesus dør og Judas hænger sig.

Shmuel fritager Judas for forræderi, men han er han er ingen helgen. Han er stadig en fanatiker, der vil have frelse her og nu. Inden solnedgang. Det er Judas’ fa­natisme, der dræber Jesus.

Jeg ved, det er provokerende. Shmuel Ash skriver, at da Judas hænger sig, dør den første, den sidste og den eneste krist­ne. Den sætning er et elektrisk chok for mange kristne”.

Hvordan tør du provokere sådan?

”Fordi det er på tide, at den grimmeste og blodigste historie nogensinde fortalt,

 

Ulig de øvrige disciple, der var fiskere fra Galilæa, var Judas en velhavende jordejer. Hvorfor skulle han sælge sin læremester, sin gud, for måske 5.000 kr.

 

 

bliver vendt på hovedet. Måske det vil redde liv en dag”.

 

Det virkelige mirakelI dialogen mellem Ben Gurion og din fik­tive person, Abravanel, vender du provo­kerende den zionistiske fortælling på ho­vedet og rejser spørgsmålet, om den, der blev kaldt forræder, virkelig var forræder?

 

”Abravanel spørger, hvorfor endnu en nationalstat? Nationalstater er en blodig affære. (Abravanel bliver tvunget ud af zionistbevægelsen, som forræder, for at være imod oprettelsen af en jødisk stat, red.) Hvorfor ikke opgive ideen om græn­ser, bevare pluralismen, bevare diversi­teten og lade alle nationer leve sammen som en glad familie. Abravanel tror, som Jesus, på universel kærlighed og univer­selt broderskab.

 

Ben Gurion svarer: fin idé, men hvor­for skal vi jøder være de første i verden. Hvorfor skal vi være lammet. Er der no­get i vejen med, at vi for en gangs skyld er ulven. Vi lover at spise græs og at ligge fredeligt med lammet, selvfølgelig. Men vi vil være ulven. For at være på den sikre side.

 

Jeg er selv mange gange blevet kaldt forræder. Senest da jeg her for nylig kør­te en kampagne imod ’araberelskende kunstnere’. Jeg er i godt selskab med mennesker, der gennem historien var forud for deres tid og som havde modet til at ville forandre. For mange menne­sker er forandring forræderi.

 

Når jeg bliver kaldt forræder, bærer jeg æren som en orden på reversen”.

 

Du lægger Atalja hårde ord i munden om Israel, et militariseret land bygget på chauvinisme og bibelsk messianisme. Fandt du det vigtigt at lægge hende dis­se argumenter i munden i 1959, fordi det er argumenter, der også høres i dag?

 

”Jeg er enig med Atalja om, at Israel er det frygteligste land i Mellemøsten – bortset fra Syrien, Iran, Irak, Tyrkiet, Saudi Arabien og Egypten. Frygteligt. Så ja og nej. Atalja er ikke mit talerør. Alle stemmerne, alle argumenterne er vigti­ge for mig. De er alle en del af mig, af min indre dialog. Det vil være en fejl at vælge én og sige: dette er Amos Oz.

 

At skrive en roman er som at kompo­nere musik. Jeg har skrevet en stryger­koncert, men jeg er hverken violinen, kontrabassen eller celloen.

 

De politiske udsagn er ikke de vigtig­ste i bogen. Mine politiske holdninger skriver jeg i essays, ikke i romaner, der tager fem år at skrive.

 

Denne bogs egentlige mirakel er, at de tre mennesker forandrer hinanden. Det, at tre mennesker kan forandre hinanden så meget på så kort tid, det er fantastisk”.

 

Dele af interviewet har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad