Stort ståhej om Balfour

 

 

Protesterne mod Balfour-erklæringen i 1917 lyder som om, at alt ville være anderledes og bedre, hvis den britiske udenrigsminister ikke dengang havde lovet at se med sympati på oprettelsen af et nationalt jødisk hjem dér, hvor Israel ligger i dag. Det er en kontrafaktisk kortslutning.

 

Af Anders Jerichow

 

Hvis bare Storbritannien ikke i 1917 havde støttet oprettelsen af ”et nationalt hjem for det jødiske folk” i det bibelske område – så var alt blevet anderledes, ikke sandt?

Så havde Mellemøsten haft fred, og alle ville leve lykkeligt til deres dages ende!

Sludder og vrøvl.

 

Det er sandt nok, at den britiske udenrigsminister, Lord Arthur James Balfour, i 1917 lovede at støtte ideen om et jødisk samfund. Også sandt, at dette løfte blev udstukket i et imperialt opgør om Mellemøstens fremtid.

 

Men det er et rent kontrafaktisk spilfægteri, når såkaldte venner af palæstinensere og kritikere af Israel nu har travlt med at fordømme Balbour og fremmane et billede af, at hans hensigtserklæring bragte hele Mellemøsten af led.

Rolig nu.

 

Balfours udsagn i et brev til Lord Rothchild gav rigtignok indtryk af, at ét samfund (Storbritannien) lovede et andet samfunds (palæstinensernes) territorium til et tredje samfund, altså det jødiske.

 

Det ville Storbritannien næppe have gjort i dag. Men 1917 var heller ikke 2017. Og Balfour-erklæringen stod ikke alene. Tvært imod: Storbritannien, Frankrig og Rusland forsøgte i de samme år – under Første Verdenskrig – at lave andre rænkespil om Mellemøsten. I Sykes-Picot-erklæringen fra samme år forsøgte briter og franskmænd at dele Mellemøsten imellem sig – med accept fra Rusland. Og i den parallelle Hussein-McMahon-aftale gav briterne en arabisk leder et løfte om national selvstændighed – samtidig. Et indbyrdes uforeneligt luskespil i en anden tid.

 

Det korte af det lange er, at den britiske og den franske regering forsøgte at dele og herske i Mellemøsten – og svigtede både arabere og jøder og alle andre, måske bortset fra de herskende familier, som Storbritannien snart indsatte som herskere i Jordan, Syrien og Irak – og de familier, som den senere overlod magten i kyststaterne på den Arabiske Halvø.

Men at pille Balfour-erklæringen ud af spillet og give den ansvaret for Mellemøstens udvikling, er historieløst.

 

Erklæringen gav jøder håb om, at et jødisk samfund omkring Jerusalem ville nyde fremme. Det var dynamiske tider, hvor mange jøder indvandrede i dette område – ligesom iøvrigt mange arabere, fordi området oplevede økonomisk udvikling.

Men både i 20erne og 30erne og under Anden Verdenskrig var det britiske mandatstyre og det jødiske samfund i konflikt med hinanden. Og Storbritannien forsøgte energisk at bremse eller standse jødisk indvandring – ikke at stimulere zionisme eller fremme det jødiske samfund.

         Under Anden Verdenskrig kæmpede jødiske frivillige sammen med briterne imod nazismen i Europa, men imod britisk magt i Jerusalem. Samtidig.

 

Men hvad nu, hvis Balfour-erklæringen aldrig var skrevet?

Ja, hvad så? Havde det jødiske samfund i det bibelske område eller ude i verden så droppet tanken om en selvstændig jødisk stat? Det er rent tankespind. Men svaret er: Næppe.

Og Mellemøstens historie er karakteriseret af både imperialt rænkespil og indblanding – og af lokale ubalancer og konflikter, som har bragt regionen, hvor den er i dag. Det har Balfour hverken dikteret eller senere været afgørende for.

 

Israel fik sin selvstændighed og palæstinenserne deres ufrihed efter en væbnet konflikt i 1948/49, ikke som diktat fra Storbritannien, som snarere forlod Jerusalem, fordi det opgav at få parterne til at danse efter en britisk sækkepibe. Hvad der siden skete, blev heller ikke bestemt af FN's vedtagelse i november 1947 af en delingsplan for Palæstina-området, men af en krig, som arabiske herskere udløste, Israel vandt og palæstinenserne tabte.

Delingsplanen var en snusfornuftig anbefaling af, at både den jødiske og den palæstinensiske nationale frihedsbevægelse skulle tilgodeses. Men det blev krig og ikke forhandlinger, som afgjorde grænserne.

.

I dag lyder sågar krav om, at Storbritannien skal ”undskylde” Balfour-erklæringen. Det er i bedste fald ligegyldigt. Tiden kan alligevel ikke skrues tilbage. Med vore dages normer burde hverken Balfour-erklæringen eller Sykes-Picot og Hussein-McMahon-aftalerne være lavet.

Med vore dages normer burde briterne vel heller ikke have overladt den arabiske kyst i Den Persiske Golf til enevældige familier? Frankrig skulle vel ikke have blandet sig i grænsedragning mellem syrere og libanesere? Det Osmanniske Imperium burde sige undskyld for det armenske folkedrab? (men hov, dette imperium er gået ned). Tyrkiet burde sige undskyld for at hindre kurderne i politiske frigørelse ved Det Osmanniske Imperiums sammenbrud. Iran og Rusland burde sige undskyld for at opløse den lille kurdiske nation, Mahabad.

 

Lad det være nok for udenlandske undskyldninger.

Tilbage til Israel og Balfour. Israels kritikere har måske en forestilling om, at hvis det ikke var for Balfour, var jøder ikke i stort tal sejlet (via et omvendt migrationsflow af i dag – altså dengang fra nord mod syd) over Middelhavet til det land, der blev Israel. Det er umuligt at sige. Briterne gjorde jo, hvad de kunne for at standse trafikken. Men halvdelen af Israels jøder kommer fra den arabiske og muslimske verden. Er forestillingen, at disse jøder ellers ville have trivedes som et tilfreds, ligestillet og værdsat mindretal i arabiske samfund og Iran? Også det er historieløst. Jøder har været tolereret, men ikke nydt ligestilling i den arabiske verden. De har været udsat for systematisk diskrimination. Og mange andre mindretal har før og især efter Anden Verdenskrig følt sig nødsaget til at forlade Mellemøstens samfund. Ingen af disse lande byder jøder tilbage som ligestillede, frie borgere. Og intet tyder på, at jøder drømmer om at vende tilbage til arabiske stater eller Iran.

 

Skal arabiske herskere sige undskyld for den forskelsbehandling, som jøder var udsat for før og efter Første og Anden Verdenskrig? Det ville helt sikkert være passende. Men det ville give mere mening, hvis de sørgede for ligestilling og politisk frihed i dag.

.

Hvis vi ville rette op dagens skævheder og politiske urimeligheder inden for Mellemøsten ved at ændre fortidens horrible begivenheder, var der nok at tage af:

Egypten burde så gøre op med sin krig i det nordlige Yemen i 1960erne. Oman burde gøre op med sin krig i det østlige Yemen i begyndelsen af 1970erne. Saudi-Arabien og Emiraterne burde fortryde deres indblanding i Kuwait i 1991, men først skulle Irak fortryde sin besættelse af Kuwait året før. Den udløste iøvrigt en amerikansk indblanding, som … faktisk var meget fornuftig.

Og når vi er i gang med at notere alt det, der ligesom Balfour-erklæringen burde have været helt anderledes med vore dages briller, så burde kolonitiden være slut langt tidligere. Den nationale arabiske frigørelse burde ikke være overladt til eller kontrolleret af enerådige familier. Religionens magt burde aldrig have været så stor og så uniform. Kvinder burde ikke have været så diskrimineret. Oliestater burde ikke have været så usolidariske med stater uden olie. Regionen burde ikke have haft så mange borgerkrige. Og arabere og israelere burde ikke have ført så mange regulære krige.

 

Men det er ikke sikkert, at det alt sammen er Balfour's skyld.

.

Man kan ikke fjerne én brik på Mellemøstens historiske skakbræt og tro, at alle andre brikker bliver stående – eller af den grund ville tage plads i et mere passende mønster.

Nu, 100 år efter Balfours brev, er situationen en anden. Balfour er for længst død. Imperietiden er i al væsentlighed forbi. Og Mellemøstens konflikter kan ikke løses i et bakspejl.

I dag er staten Israel et faktum. Palæstina bør blive en stat ved siden af. Det er i hvert fald et godt gæt, at hverken israelere eller palæstinensere får fred, hvis de ikke begge får en stat og affinder sig med hinanden. Det ændrer skrigeriet om Balfour ikke.

 

Anders Jerichow er seniorkorrespondent på Politiken.

 

 

 

 

Uri Avneri:

 

Fortvivlet over fortvivlelse

 

                 Min optimisme med hensyn til Israel´s fremtid irriterer en masse mennesker. Hvordan kan jeg være optimist, når man ser, hvad der sker her hver dag? I praksis annektering af besatte områder? Den dårlige behandling af araberne? Oprettelse af giftige bosættelser?

                      Men optimisme er en sindstilstand. Den vakler ikke, når den møder ondskab. Tværtimod, ondskab skal bekæmpes. Og man kan ikke kæmpe, hvis man ikke tror på, at man kan vinde.

                      Nogle af mine venner tror, at kampen allerede er tabt. At Israel ikke længere kan forandres "indefra". At den eneste vej til forandring er pres fra omverdenen.

                      De tror, at der, til alt held, er en kraft udefra, der er parat til og i stand til at gøre arbejdet for os. Den kaldes BDS, forkortelse for "Boycott, Divestment, Sanctions". (Boykot, Nul Investering, Sanktioner)

                      En af disse venner er Ruchama Marton. Hvis nogen har ret til kritik og fortvivlelse, er det hende. Ruchama er psykiater, stifter af og nu ærespræsident for den israelske sammenslutning "Læger for Menneskerettigheder". En fremragende gruppe.

                      Lægerne tager hver uge til en arabisk landsby og giver gratis lægehjælp til alle, der har behov. Selv de israelske myndigheder respekterer det, og giver ofte lov til, at syge fra de besatte områder kan komme til Israel og få hospitalsbehandling.

                      Da vi fejrede Ruchama´s 80års fødselsdag sidste uge, kritiserede hun mig og anklagede mig for at nære falske forhåbninger om, at det nuværende Israel nogensinde vil slutte fred og trække sig tilbage fra de palæstinensiske områder. Ifølge hende er den mulighed forpasset. Tilbage er pligten til at støtte BDS.

                      BDS er en verdensomspændende bevægelse, der propaganderer for total boykot af alt israelsk. Den ønsker at overtale selskaber, og især universiteter, til at frigøre sig fra al investering i (og alt samarbejde,red.) med Israel og støtter alle typer af sanktioner mod Israel.

                      I Israel hader man BDS som djævelen, om ikke endnu mere. Der skal virkelig stort mod til at stå offentligt frem i Israel og forsvare den, som enkelte personer gør.

                      Jeg lovede Ruchama et svar på hendes anklage. Her er det så.

                      Først og fremmest har jeg en inderlig moralsk modvilje mod ethvert argument, der siger, at vi ikke kan gøre noget for at redde vor egen stat, og at vi må stole på, at fremmede vil gøre arbejdet for os.

                      Israel er vores stat. Vi er ansvarlige for den. Jeg er blandt de få tusinde, der forsvarede den på slagmarken, da den blev født. Nu er det vores pligt at kæmpe for, at den bliver den stat, vi ønskede, den skulle være.

                      Først og fremmest accepterer jeg ikke troen på, at slaget er tabt. Intet slag er tabt, så længe der er folk, der er parate til at slås.

                      Jeg tror på fred. Fred betyder overenskomst  mellem to (eller flere) parter om at leve i fred. Israelsk-Palæstinensisk fred  betyder, at staten Israel og den Palæstinensiske nationale bevægelse kommer overens med hinanden

                      Fred mellem Israel og Palæstina forudsætter, at staten Israel eksisterer side om side med staten Palæstina. Jeg er ikke ganske sikker på, at dette er målet for BDS bevægelsen. Meget af det, den gør og siger, kan føre til den konklusion, at den ønsker en fred uden Israel.

                      Jeg mener, at BDS har pligt til at gøre absolut klart rede for den sag. Fred med Israel eller fred uden Israel?

                      Nogle mennesker tror, at fred uden staten Israel er mulig og ønskværdig. Mange af dem abonnerer på noget, man kalder "En-stat Løsningen". Denne indebærer, at israelere og palæstinensere vil leve lykkeligt sammen i en fælles stat som ligeberettigede borgere.

                      Det er en smuk drøm, men uheldigvis vidner historisk erfaring imod den. Sovjetunionen, Jugoslavien,Tjekkoslovakiet, Indokina og flere er splittet op, Belgien, Canada, Storbritannien og mange andre er i alvorlig fare for opbrud. Lige nu er et folkedrab i gang i Burma under protektion af en modtager af Nobel´s fredspris.

                      Vil to heftigt nationalistiske folk, som gør krav på det samme hjemland og har været i krig i næsten 150 år, nu leve fredeligt sammen i en fælles stat? Ikke sandsynligt. Livet i en sådan stat vil være et helvede.

                      (En israelsk vittighed: "Kan ulven og fåret leve sammen? Intet problem! Men man må skaffe et nyt får hver dag.")

                      Folk, der støtter BDS henviser gerne til erfaringerne fra Sydafrika som basis for deres strategi. Historien lyder sådan her: den sorte majoritet i Sydafrika var undertrykt af den hvide minoritet. De vendte sig til den oplyste (hvide ) verden, som proklamerede en verdensomspændende boykot mod landet. Til slut gav de hvide op. To vidunderlige mænd, Nelson Mandela og Frederick Willem de Klerk omfavnede hinanden. Tæppe.

                      Det er historien set gennem hvide øjne. Den afspejler typisk, selvoptaget hvid indbildskhed. Sorte øjne ser en lidt anderledes historie:

                      De sorte, som udgjorde den overvældende majoritet i Sydafrika, startede en kampagne med strejker og vold. Også Mandela var terrorist. Den verdensomspændende boykot hjalp ganske vist, men det var den indenlandske kamp, der var afgørende.

                      (Israelske ledere sagde til deres hvide sydafrikanske venner, at de skulle dele landet, men der var ingen der greb ideen på nogen af siderne.)

                      Omstændighederne her er helt anderledes. Israel behøver ikke arabiske arbejdere, kan klare sig fint uden. Vi importerer arbejdere fra hele verden. Israeleres levestandard er mere end 20 gange (!) højere end palæstinenseres i de besatte områder. Begge sider dyrker en stærk nationalisme. På grund af Holocaust har den jødiske side verdens dybe sympati. Antisemitisme er yt, og israelsk propaganda beskylder BDS for at være antisemitisk.

                      I et moment af usædvanlig visdom forordnede  de forenede Nationer delingen af Palæstina. I praksis findes der ingen bedre løsning.

                       Principielt er jeg ikke modstander af en boykot. Faktisk var Gush Shalom bevægelsen, som jeg tilhører, allerede i 1997 den første til at proklamere en boykot af bosættelserne. Vi uddelte mange tusinde lister over de virksomheder, der arbejdede der. Som et resultat var der en hel del af dem, der flyttede tilbage til selve Israel. Jeg kan sagtens forestille mig en endnu bredere boykot af alle virksomheder, der støtter bosættelserne.

                      Men efter min mening, er en boykot af selve Israel et fejlgreb. Det ville drive samtlige israelere i armene på bosætterne, medens det er vort job at isolere bosætterne og skille dem fra almindelige israelere.

                      Er dette overhovedet muligt? Er det stadig muligt? Jeg tror, det er.

                      Den nuværende situation tyder på, at vi har begået fejltagelser. Vi må stoppe op og tænke om igen, helt fra begyndelsen.

                      Den organisation, Ruchama Marton har grundlagt, er ikke den eneste gruppe, der gør sit for fred og menneskerettigheder. Der er dusinvis af dem, stiftet af storartede mænd og kvinder, hver for sig aktiv i sin valgte niche. Vi bliver nødt til at finde en måde, hvor vi kombinerer deres kræfter uden at skade deres uafhængighed og særlige natur. Vi bliver nødt til at finde ud af at genoplive Venstrefløjens politiske partier (Arbejderpartiet, Meretz og Den forenede Arabiske Liste), som er i en tilstand af koma. Eller danne et nyt parti.

                      Jeg respekterer BDS og alle deres aktivister, som arbejder ihærdigt for at befri palæstinenserne og stifte fred mellem dem og os. De bestræbelser, der nu foregår i USA med henblik på at få vedtaget en lov, der forbyder deres aktiviteter, forekommer mig forfærdelige og anti-demokratiske.

                      Lad dem gøre deres arbejde derovre. Vort job her er at omgruppere, omorganisere og at fordoble vore anstrengelser for at vælte den nuværende regering og dens allierede og bringe fredskræfterne til magten.

                      Jeg tror at flertallet af jødiske israelere ville gå ind for fred, hvis de troede, freden var mulig. De er splittet mellem en kraftfuld højrefløjs- minoritet med en snert af fascisme, som erklærer, at fred er både umulig og uønsket, og en blød og svag venstreorienteret minoritet.

                      Dette er ikke en håbløs situation. Kampen er langtfra slut. Vi må gøre vort job internt i Israel og lade de udenlandske kræfter gøre deres derovre.

                      Der er intet at fortvivle over bortset fra fortvivlelsen selv.

 

                      Oversat fra engelsk af Lizzi Saietz