Indhold juni 2016

S. 3
Tostatsløsningen er død
Med denne dom som overskrift skitserer Hanne Foighel den ny enighed mellem kommentatorerne Thomas Friedman i New York Times og Gideon Levy i Ha’aretz og opsummerer den aktuelle debat om bosættelser, intellektuel boykot mm.

S. 8
Meah Shearim-kvarteret, Jerusalem
Marian Dues prosadigt beskriver malende to situationer.

S. 9
Ytringsfrihed til debat
Hans Henrik Fafner: Retten til at sige sin mening er under angreb. Fafner taler med Sarit Michaeli fra B’tselem og med Ro’i Wagner fra lønmodtagerrådgivningen Kav LaOved.

S. 12
Kulturglimt
Eva Lehrer og Jonathan Schwartz deles denne gang om pladsen. Størstedelen er optaget af Lehrers livlige fortælling om en livlig uge, www.jewishbookweek.com, der som altid afholdtes i slutningen af februar i London. Hovedpersonerne var forfatteren Howard Jacobson og tidl. overrabbiner Lord Jonathan Sacks, begge med ny bøger.

S. 18
Et jødisk samfund i Uganda
Linda Herzberg har for anden gang virket som vikar i den jødiske skole i et ugandisk landsbysamfund. 

 Se hele artiklen under Indholdsfortegnelsen

 

S. 22
Hannah Arendt: Natalitet, ondskab og nutidens flygtningekrise
Filosoffen og Shir HaTzafon-grundlæggeren Robin May Schott kortlægger en af Arendts centrale fornyelser i filosofisk tænkning og advarer mod underminering af grundlaget for menneskelig sameksistens.
S. 25
Ansvaret for med- og modborgerskab
Muhammed Ali Hee arbejder for Københavns Kommune med forebyggelse af ’radikalisering’. Hans artikel er en hyldest til de bløde redskaber, som skal kunne bruges mod en negativ identitetsproces.

S. 29
Abraham Sutzkever
Jan Schwarz og
Tvillingen
Novelle af Abraham Sutzkever (1913-2010). Lektoren i jiddish ved Lunds Universitet introducerer en forfatter på samme høje niveau som Paul Celan og Nelly Sachs, som udkommer med samlingen Grønt akvarium i 2017 (J.S.s overs.).

S. 37
Bøger
Stig Dalagers Rejse uden ende
Inge Marie Larsen får spænding og gysen ud af Dalagers lange roman, men bidrager også med egen forskning.
Tom Reiss’ Orientalisten fører læseren med på sporet af den fantastiske fortælling om Lev Nussimbaum, der blev til biografisten Essad Bey og senere til Kurban Said, som fik en kærlighedsroman udgivet på dansk. Rejseleder er Julie Besser Schmuhl.
Spinoza. Kætter og Filosof er af Carl Henrik Koch. Jonathan Matthew Schwartz fokuserer på Spinozas afgørende position i moderne europæisk tænkning.

S. 43
Et møde med Anne Frank
Jonathan Matthew Schwartz og Kirsten Rønne genoptager fortællingen om Anne Frank, Europas første teenager, dengang ’backfisch’.

Visdomsord
¤
[Sammensat med kommentarer af Ellen Miriam Pedersen]

Et jødisk samfund i Uganda
af Linda Herzberg


Rundt omkring i Uganda finder man små jødiske samfund, som har eksisteret i op til fem generationer. Forfatteren kom nærmest ved et tilfælde i kontakt med det største af dem og har besøgt og arbejdet i landsbyen i flere omgange.

Jeg befandt mig i en bush, langt uden for lands lov og ret, forbi byen Mbale i det sydøstlige Uganda, i landsbyen Nabogoye, hvor “min” lille jødiske menighed bor. Her fandt jeg for et par år siden et jødisk samfund. Jeg var på ferie i Uganda, og en ven viste mig den jødiske menighed. Lettere henkastet spurgte jeg pedellen på skolen, om man dog ikke havde brug for en lærer, og han mente, at det havde man da. Efter min hjemkomst sendte han et par sms’er. Jeg fik fri og drog afsted en måned.

Det er to år siden, og i januar 2016 meldte rejselysten sig igen. Jeg var forelsket [Se boks 1 nedenfor].

Denne gang var jeg lidt klogere. Jeg havde søgt penge forskellige steder, så jeg ikke endnu en gang tømte mine egne reserver – helt.

Jeg drog afsted, belæsset med computere, mobiltelefoner, bamser, briller, ure, penge og meget andet. Uganda mangler alt til trods for massiv støtte fra udlandet. Pengene forsvinder på en eller anden måde. Man mangler alt, men alle gør, hvad de kan for at få hverdagen og livet til at hænge sammen. Lerhytterne og de enkelte “rigtige“ huse, der er i landsbyen, har ingen elektricitet. Man laver stadigvæk mad på kul.

Hver dag, når dagen går på hæld, går pigerne ned ad bakken til Hadassah Primary School for at hente vand. I Guesthouse, hvor jeg boede, var det meningen, at der skulle være elektricitet, vand og internet, men sådan fungerede det bare ikke. Rachel, min madmor, gør rent, laver min mad og køber ind, og hendes månedsløn er 140 kr. om måneden.

Den bedste lærer på den jødiske skole, Teacher Moses, havde forladt sit yndlingsjob, da han kunne tjene 50 kr. mere om måneden på den lokale folkeskole. Rachel havde problemer med skolepengene, da hun også skulle købe skoleuniform, sko og en rygsæk til sin datter.


Rabbineren stiller op til parlamentsvalget
Der er masser af aktiviteter i Guesthouse. Rabbi Gershom Simuzo stiller op til parlamentsvalget, og mange støtter ham og arbejder frivilligt. Hver dag efter morgengudstjenesten drager han og de frivillige ud for at føre kampagne. Han tiltrækker store mængder mennesker af alle trosretninger. Hans hovedpunkter er: Rindende rent vand, som man ikke får malaria eller tyfus af, elektricitet, en ambulance, overholdelse af menneskerettigheder og uddannelse til alle. Ting, som vi tager for givet, men som p.g.a. korruption aldrig er nået frem til befolkningen [se Boks 2 nedenfor].

Det lille jødiske samfund, Abayudaya, som jeg besøger, er med sine måske 1000 medlemmer det største jødiske samfund i Uganda. Der findes dog fem andre små menigheder rundt omkring, som er endnu fattigere. Når jeg spørger skolelederen Aaron Kintu om hans historie, fortæller han med stolthed, at han er femte generation efter grundlæggeren, Semei Kakungulu. Han læste Det gamle Testamente og overgik til jødedommen. Han omskar sig selv og hele sin husstand og byggede den første synagoge, som står endnu. Han forlangte, at hans omgivelser spiste kosher, hvilket ikke er svært, da kød alligevel er en mangelvare.

Abayudaya betyder jødisk på luganda, og mit lille jødiske samfund ligger som sagt i landsbyen Nabogoye. Eventyrligt smukt på toppen af en bakke. Landsbyen – eller flækken- ligger ude i bushen. Landsbyens beboere er muslimer, kristne, heksedoktorer og jøder, og hver dag høres bønner fra de forskellige trosretninger. Muslimer kalder til bøn hver dag, og jævnligt deltager jeg i morgengudstjenesten i den midlertidige synagoge. Min madmor, Rachel, er nykristen og arbejder aktivt i det kristne samfund.

Her er ingen problemer overhovedet mellem de forskellige grupper. Til shabbatmiddagen hos Gershom, rabbineren, kommer den lokale imam – uanmeldt – og jøderne deltager jævnligt ved muslimske begravelser.

Det jødiske samfund vokser og vokser. I byen Mbale har de oprettet en sundhedsklinik for alle, og der er to jødiske skoler, som bygger på de jødiske værdier. De fleste elever er jødiske; og de muslimske og kristne elever deltager på lige fod i samtlige fag.


Et dansk-støttet skoleprojekt
Genstanden for mit projekt er Hadassah Primary School, som både er dagskole og kostskole for forældreløse børn. Jeg har fået indsamlet 25.000 kr. fra Det jødiske Samfund, Danmarkslogen, WIZO og sportsklubben Hakoah, og forrige år afholdt Carolineskolen en Uganda-uge, hvor der blev indsamlet penge til maling af skolen, samt til briller, ure, mobiltelefoner, computere, perler mm.

”Mine” penge skal bruges fornuftigt, og vi er blevet enige om, at solpanelsystemer for de forældreløse børn er vigtigt. For mig er børnene det væsentligste. De skal vide, at der er nogen, der tænker på dem. De har nu lys om aftenen. Desuden får de malarianet. Skolen bliver malet færdig. Og resten af pengene gives til mad og en enkelt symaskine, samt til to elevers skolegang.

Korruptionen er stor, og for hver eneste skrue, der bruges og købes, kræver jeg en kvittering.
Børnene får mad på skolen hver dag. Den består af noget, der smager af risengrød. Frokosten består af udkogte grønne bananer, og aftensmaden er det samme. Børnene har ingen bøger, men kladdehæfter, hvor alt skrives ned. På grund af valget har regeringen forbudt undervisning, da den mener, at undervisning kan føre til uroligheder.
Alligevel bliver 6. og 7. klasse undervist ulovligt. En dag laver vi perlekranse, og eleverne kaster sig over perlerne. Dette rygtes i landsbyen, og dagen efter står en masse andre børn, som også vil lave perlekranse. Hovedsproget på skolen er engelsk, da alle nationale prøver er på engelsk.

Hver dag står jeg op, sætter mig ud på mit trappetrin med min kaffe og forundres over skønheden. Jeg kan se ned over landsbyen, og alt er frodigt, så frodigt. Samuel kommer hver dag og fortæller, at han er sulten, så han får del i min morgenmad. Kl. 6 begynder undervisningen, men det er godt nok tidligt for mig, så kl. 8 går jeg ned til skolen. Ned gennem de røde veje, forbi lerhytterne, forbi smilende mennesker, der vinker og børn, der råber: ”Mzungo, mzungo, how are you this morning?” Og jeg bliver helt ør i hovedet af at smile og vinke så meget.

Områderne foran husene bliver fejet, kvinder sidder og hækler på de kippot, som jeg har bestilt.

Jeg underviser 6. og 7. klasse i menneskerettigheder, men først får de lov til at stille mig spørgsmål om Danmark. Det er svært for dem, da de ikke er vant til at stille spørgsmål, og de undrer sig over, at Danmark er så godt. De hjælper mig faktisk også til at forstå, hvor privilegerede vi er her. Børnene er tit syge af malaria og tyfus. Nogle af dem er trætte, men hver eneste en er bange for at gå glip af deres undervisning. De er bange for at miste deres plads i skolen, at de få, der støtter skolen, holder op med at betale. De burde egentlig have skoleuniformer, men det er der ikke råd til. Jeg underviser også i H.C. Andersens “Den grimme ælling” og for dem giver den mening, for som de siger bagefter:” Man kan lykkes”.
Vi sidder under mangotræerne i 35 graders varme, og det er svært at forklare, hvordan ællingen næsten frøs ihjel. Jeg underviser også i Torah, og vi taler om ugeafsnittet.


Shabbat i junglen
Til shabbat ændrer landsbyen karakter. Det er næsten, som om en salighed daler ned over landsbyen. Der bliver lidt mere stille, og ved gudstjenestens begyndelse kan man se, hvem der er jøder. Jøderne har fundet det fineste tøj frem, og stille og andægtigt sætter de sig ind i synagogen. Rabbineren har fundet sin guitar frem, der bliver spillet musik. Mænd og kvinder er helt ligestillede, men sidder adskilt. Fredag aften danses der rundt om bimah’en, ledsaget af guitar og trommer. Om lørdagen er det straks meget anderledes. Mere andægtigt.

Musikinstrumenterne er lagt væk, og hvis man skal have en plads i synagogen, må man komme meget tidligt. Jeg kommer hver gang for sent, da jeg er bange for at få en mitzvah. Gershom Simuzu bemærker det hver gang. Kvinderne har forberedt at læse ugens Torahafsnit, og alt foregår på hebraisk. Jeg kan følge med og føler mig helt hjemme. Melodierne er de samme som herhjemme. Rabbineren tolker ugeafsnittet, og alle bidrager med deres meninger. Og ingen meninger er forkerte. Der bliver også talt om politik, om det kommende valg men også om, at det iflg. jødedommen er forbudt at gå til heksedoktorerne.

Efter gudstjenesten bærer vi de skramlede plastikstole op under mangotræerne, og her diskuteres videre. Først skal jeg fortælle, hvordan jeg dog er havnet der. Det tager lidt tid, fordi det alligevel godt nok er underligt – og det er et spørgsmål, jeg stiller mig selv næsten hver dag.

Der kommer andre ikke-jøder til, for om ikke så længe vil der blive serveret mad. Pigerne kommer med tallerkener med matoke (madbanan) og ris, og de forældreløse landsbygadebørn kommer og får deres måske eneste måltid mad i den uge. Den sorte pose tøj, som mine danske venner i Kampala har givet mig, bliver delt ud blandt de fremmødte, og de er så dybt taknemmelige. Ikke mange i Uganda har nyt tøj. For det meste går de i det tøj, som vi andre ikke gider gå med mere. Indimellem de fremmødte ser man unge piger med smukke chiffonkjoler, som stammer fra en indsamling i USA eller Europa. Efter frokosten går alle hjem og hviler sig en time, sådan som rabbineren har foreskrevet.

Ved solnedgang mødes vi igen, denne gang for at afslutte shabbat. Vi står udenfor og venter under Afrikas enorme, smukke himmel på de tre første stjerner og byder den nye uge velkommen.

Dette er også afslutningen på mit ophold i Nabogoye. Jeg siger ”todah og l’hitraot”, for jeg ved, at jeg bliver nødt til at rejse tilbage til “mine” jøder.


Boks 1
Turen ud til Mbale er nervepirrende. Jeg sidder i bilen og spekulerer som gal på, hvorfor jeg dog ikke tænker mig mere om. Sommerfugle, lidt angst og kvalme konkurrerer. Jeg er den eneste hvide – mzungo - i mange kilometers afstand, og hvor end jeg kommer, lyser jeg op som en neonlygte.

Boks 2
Da jeg langt om længe kommer i kontakt med den danske ambassade, får jeg at vide, at jeg under ingen omstændigheder må deltage i valgkampen. Engang imellem kommer nogle af regeringens folk og holder øje med aktiviteterne – og med os. Meget store bøller på meget store motorcykler. Om eftermiddagen ”køber” de stemmer for 4 kr. Om aftenen sidder de uden for Guesthouse, mens jeg forsøger at sove. Jeg ser på rabbinerens tv, der virker 4 ½ minut ad gangen, hvordan demonstrerende i byerne bankes og tæves. Folk spredes fra demonstrationer med tåregas, og en enkelt mand skydes af politiet. Jeg væmmes, og folk fra landsbyen undrer sig: jeg forsøger at forklare, at verden kan se anderledes ud. Gershom Simuzo er blevet valgt ind i parlamentet, men der er tvivl, idet mange af stemmesedlerne lige pludselig ”blev væk”.

Hvis du har lyst og mulighed for at hjælpe jøderne i Uganda, er du velkommen til at henvende dig eller sætte penge ind på
Reg.nr: 3306
Kontonr: 4083712147 eller kontakt
Linda Herzberg, lh@lindaherzberg.dk
¤
[Artiklen er let redigeret af Ellen Miriam Pedersen]