Spejlvendt

Af Jacob Nørbjerg

 

"Den grønne prins" var kodenavn for en ung palæstinenser, der i 10 år fungerede som sikkerhedstjenesten Shin Beths agent i Hamas' indercirkler. I samme periode gik sønnen af en israelsk general aktivt ind i freds- og bistandsprojekter på Vestbredden. De har hver især udgivet en bog om deres liv.

 

Man skal være forsigtig med metaforer. De kan let tage magten fra en, men spejlmetaforen ligger lige for, når man læser Generalens Søn af israeleren Miko Peled og Søn af Hamas af palæstinenseren Musab Hassan Yousef [vi bogstaverer hans navn som han selv gør på sin blog].

 

Peled blev født i 1961, 17 år før Yousef, men deres livsbaner minder i forbløffende grad om hinanden, omend omstændighederne og betingelserne er meget forskellige: Fra at have begge ben solidt plantet i deres respektive samfund, udvikler de sig med tiden til at blive kritiske, nærmest afvisende overfor det samfund de kommer fra, som på sin side vender ryggen helt eller delvist til dem, mens den tidligere fjende omfavner dem. Yousef, der var agent for Israels sikkerhedstjeneste Shin Beth i 10 år og siden er konverteret til kristendommen, er totalt afskrevet af sin familie, men til gengæld meget populær i Israel, hvor filmen om hans liv, Den grønne prins, bliver vist i fjernsynet igen og igen (filmen blev også vist i februar 2015 på Den Jødiske Filmfestival i København).

 

Israeleren Peled bearbejdede sorgen over sin nieces død i et terrorangreb i 1997, ved at gå ind i palæstinensisk-jødiske dialoggrupper og starte bistandsprojekter i de besatte områder. Han er blevet udsat for obstruktion og chikane fra de israelske myndigheder samtidig med, at han har udviklet tætte bånd til palæstinenserne og betragtes med respekt af palæstinensere i eksil, såvel som i Palæstina.

 

Begge bor nu i USA og deltager ivrigt i debatten om områdets fremtid.

 

Opvokset med politik

Yousef og Peled er født og opvokset på hver sin side af 1948-grænsen, og de har begge rødder i respekterede og indflydelsesrige – i deres eget samfund – familier: Yousef er søn af en populær imam i Ramallah, som var med til at grundlægge Hamas og starte den første intifada. Han er stadig en af bevægelsens ledere og har været fængslet talrige gange af de israelske besættelsesmyndigheder. Peled kommer fra en azkenasisk familie med rødder tilbage til det tidlige 20. århundredes pionerer. Hans bedstefar var med til at underskrive uafhængighedserklæringen og hans far, titlens general, udmærkede sig som ung officer i 1948. Han steg i graderne indtil han i 1968 valgte at forlade hæren til fordel en akademisk karriere i arabisk litteratur, foredragsholder og kritisk kommentator af Israels politik og fremfærd i de besatte områder.

 

Yousef – oprører og hemmelig agent

Da de blev voksne, engagerede de sig begge i deres samfund på den måde, som de mente var rigtig og som svarede til deres baggrund: Yousef, som hadede Israel på grund af deres opførsel i de besatte områder og behandlingen af hans far, købte nogle – skulle det vise sig – ubrugelige våben. Købet blev afsløret, hvilket førte til Yousefs første arrestation, hvor han blev udsat for kulde, hårde afhøringer og forhindret i at sove. Han fik en kort fængselsstraf, som blev afsonet i en lejr i Negev.

 

Under afhøringerne blev Yousef kontaktet af Shin Beth, der ville hverve ham som meddeler. Opfyldt af had til Israel afviste han først tilnærmelserne, men endte med at blive agent. Han håbede derved dels at han bedre kunne beskytte sin far, dels at hans viden om Shin Beth kunne vise sig nyttig for Hamas. I fængslet, hvor Yousef blev anbragt i sektionen for medlemmer af Hamas, oplevede han imidlertid de ledende Hamasfolks kynisme, brutalitet og hykleri overfor deres medfanger og han beretter levende om religiøs fanatisme og sindelagskontrol, hvor en fange f.eks. havde som opgave at dække tv-skærmen med et bræt, når der blev vist ”upassende billeder”.

 

Da han blev løsladt i 1997 var han blevet skeptisk overfor Hamas' mål og midler og han blev, med kodenavnet Den Grønne Prins, i de efterfølgende ti år en vigtig kilde for Shin Beth, som brugte hans informationer til at opspore, anholde og i nogle tilfælde likvidere efterlyste terrorister. Hans skepsis overfor Hamas blev med tiden til en total afvisning af organisationen såvel som af Islam, som efter hans mening legitimerer Hamas' brutalitet og foragt for civile liv (se indrykket tekst til slut), og han ender med at konvertere til kristendommen. Det lykkedes ham imidlertid at skjule sine ændrede holdninger og sit arbejde for Shin Beth så godt, at han blev sin fars assistent og derfor af palæstinenserne blev betragtet som en af topfigurerne i Hamas.

 

Frustreret over udsigterne for sit lands fremtid og mentalt udmattet af 10 års virke som hemmelig agent, forlod Yousef Palæstina og slog sig ned i USA i 2007.

 

Peled – soldat, karatelærer og fredsaktivist

Da Peled blev indkaldt, forekom specialstyrkerne et naturligt valg. Han var jo søn af en berømt general. Han gennemførte uddannelsen og fik sin røde baret, men blev efter en knæskade forflyttet til sanitetstropperne. I løbet af militærtjenesten oplevede han uansvarlige beslutninger, unødvendig brutalitet overfor palæstinenserne og uduelige ledere og han blev efterhånden mere og mere skeptisk overfor både militæret, besættelsen og militærets fremfærd i de besatte områder. Under Libanonkrigen i 1982, der også bredt i Israel blev mødt med modstand og demonstrationer, blev han åbenlyst kritisk og kom i et modsætningsforhold til såvel overordnede som andre værnepligtige, der kaldte ham "det modsatte af en soldat" eller "venstreorienteret bøsse" (side 94).

 

Peled forlod Israel i 1984 sammen med sin kæreste Gila for at dygtiggøre sig i karate. Arbejdet med karate blev i de følgende år en personlig udviklingsrejse, der bragte ham og Gila til London, Tokyo og til sidst Californien, hvor han fik succes med sin egen karateskole.

 

Det var en personlig tragedie, der i 1997, samme år som Yousef blev løsladt fra fængslet, startede Peleds bevægelse mod at blive fredsaktivist. Hans 13-årige niece blev dræbt af en selvmordsbombe i Jerusalem, men i stedet for blindt at kræve hævn, satte Peled og hans søster, pigens mor, der var aktiv i fredsbevægelsen, offentligt terrorbomben i forbindelse med besættelsen og undertrykkelsen af palæstinenserne. Dette bragte ham næsten øjeblikkeligt på personlig kollisionskursus med notabiliteter som Ehud Barak og andre prominente medlemmer af det israelske establishment.

 

Tilbage i Californien deltog han i palæstinensisk-israelske dialoggrupper og udviklede efterhånden stærke venskaber med palæstinensere i eksil og i Israel, såvel som en mere og mere skeptisk holdning til de "sandheder" om Israel og arabere, som han var vokset op med. Sammen med palæstinensiske venner startede han bistandsprojekter med indsamling af bl.a. kørestole til hospitaler i både Israel og på Vestbredden og han deltog i fredelige demonstrationer mod besættelsen. Det førte til talrige besøg og nye venskaber på den besatte Vestbred–og til chikane, obstruktion og tilbageholdelse fra de israelske myndigheders side.

Er der håb forude?

Ingen af de to forfattere kan se et perspektiv eller fremtid for regionen uden fundamentale ændringer i befolkningernes og politikernes syn på "sig selv" og "de andre". Palæstinenserne må løfte sig op over ønsket om hævn og indgå i konstruktiv dialog med israelerne (Yousef) og israelerne må erkende, at de ikke kan regere over et andet folk og samtidig bevare deres menneskelighed (Peled). Og begge parter må erkende, at både israelere og palæstinensere skal kunne leve i området på lige vilkår.

 

Interessant nok afviser begge forfattere en tostatsløsning. De ser intet reelt alternativ til en samlet, sekulær stat mellem Jordanfloden og Middelhavet. Peled begrunder sit synspunkt med dels den reelle strukturelle og økonomiske integration – på israelske præmisser ganske vist – dels på, at ligheden mellem befolkningerne faktisk er større end forskellene.

 

I USA føler han f.eks. selv, at han har mere til fælles med sine palæstinensiske venner end med de amerikanske jøder.  For Yousef er en selvstændig palæstinensisk stat en uopnåelig drøm; som den Hellige Gral eller Kong Salomons miner, som han skriver på sin blog. I virkelighedens verden tror han ikke på, at de palæstinensiske ledere, religiøse eller ej, vil kunne stå i spidsen for en selvstændig stat. De er en del af problemet, snarere end af løsningen.

 

Ingen af de to undervurderer vanskelighederne med at nå dette mål, men som Yousef skriver:

"Sandhed og tilgivelse er det eneste, der kan bringe fred til Mellemøsten. Udfordringen, især mellem israelere og palæstinensere, består ikke i at finde løsningen. Udfordringen består i at finde modet til som den første at gribe løsningen." (side 283)

 

Gennem spejlet?

Skildringen af de to forfatteres liv og personlige udvikling og transformation er spændende og fascinerende hver især, men læst sammen kan man ikke andet end undre sig over de stærkt forskelligartede, ja nærmest komplementære beskrivelser af hver forfatters eget og "de andres" samfund. Den sekulære Peled er stærkt kritisk overfor det ligeledes sekulære israelske establishment, han som efterkommer af azkenasiske pionerer er en del af, men han kommer stort set ikke ind på de religiøse bevægelsers betydning i Israel. Ligeledes er hans kontakter blandt palæstinenserne overvejende sekulære, og mange af dem er veteraner fra PLOs konflikter med Israel, som ifølge Peled både er vidende, tolerante og parate til at indgå fred. Der er ingen kritik af Fatah, og Hamas nævnes, som de religiøse i Israel, stort set ikke.

 

Omvendt fokuserer Yousef i sin beskrivelse af "sit" samfund stort set kun på Hamas, der i hans øjne har udviklet sig til en intolerant, hævntørstig og brutal bevægelse, der, hvis den får magten, vil være lige så undertrykkende som israelerne, og han afviser i dag totalt Islam med en retorik, der er den europæiske debat værdig. Fatah, der har den formelle magt i det Palæstinensiske selvstyre, har Yousef heller ikke meget til overs for. Organisationen er i hans øjne inkompetent og korrupt og dens ledere mere interesserede i at berige sig selv end i at forbedre forholdene for indbyggerne på Vestbredden (se indrykket tekst til slut).

 

De palæstinensere, som Peled lærer at kende og respektere, nævner Yousef ikke.

 

Yousef er ikke blind for de israelske besættelsesstyrkers vilkårlige brutalitet og undertrykkelse, som han også har mærket på sin egen krop. De personlige kontakter til israelere er begrænset til hans føringsofficerer i Shin Beth som han beskriver som tolerante og rationelle mennesker, der, som han selv, ønsker en ende på konflikten. De tager afstand fra deres kollegers brutalitet, men kan ikke forhindre den, siger de. Selv da han og hans far igen bliver anholdt og udsat for brutal behandling, bebrejder han ikke Shin Beth, som forklarer anholdelsen med, at han ville blive afsløret hvis han ikke blev tilbageholdt sammen med de øvrige Hamasledere.

 

Som læser kan man heller ikke andet end undres over, at ingen af de forfatterne nævner den anden. Søn af Hamas er ganske vist udgivet i 2010, 2 år før Generalens Søn, men Peleds aktiviteter på Vestbredden kan ikke have været helt ukendte for Yousef. Tilsvarende nævner Peled ikke Yousef med et ord i sin bog. Og slår man deres respektive blogs op, er det ikke umiddelbart muligt at finde referencer til "den anden".

 

De er startet på hver sin side af spejlet. Nu tænker jeg på, om de hver især er gået igennem spejlet og ser i det fra den plads, der før var den andens …

 

Miko Peled: "Generalens Søn", Forlaget Vindelsti, 2014. Oversat fra engelsk af Jens Olsen.

 

Musab Hassan Yousef og Ron Brackin: "Søn af Hamas", ProRex forlag, 2010. Oversat fra engelsk af Helge Hoffmann.

 

 

Yousef om islam og de palæstinensiske ledere

"The true Five Pillars of Islam are: Slaughter, Intolerance, Oppression, Hatred, and Global Dominion, because Muhammad was a slaughterer, intolerant, oppressive, hateful, and drove his armies to destroy everything and everyone that stood in the way of his establishment of a world caliphate." (sonofhamas.wordpress.com, 18. februar 2015)

"Led by Hamas, Palestine would be an Islamic state, oppressed by religious leaders ruthlessly wielding sharia law. Led by Fatah, Palestine would be a corrupt nation like Romania, structured on bribes." (sonofhamas.wordpress.com/category/palestine/, 22. oktober 2010)

"I long for an independent state as much as any Palestinian. But a two-state solution is like the quest for the Holy Grail, the Golden Fleece, or King Solomon’s mines. It is highly unlikely, if not impossible." (sonofhamas.wordpress.com/category/palestine/, 27. april 2010)

 

Peled om områdets fremtid

"Half the population is governed by a radical Zionist regime that sees the struggle for control over the land as a zero sum game, and the other half of the population is governed by the security forces of this Zionist regime; one nation ruling over another while controlling the land and its resources. It is a reality where half the population lives in what it thinks is a Western democracy while keeping the other half imprisoned by a ruthless defense apparatus that is becoming more violent by the day." (mikopeled.com/)

"Of the estimated ten million people living in historic Israel/Palestine today half are Israelis and half Palestinians. To bring a just and lasting end to the conflict the state must be divorced from religious or ethnic identity and provide all citizens equal rights, in other words, a secular, constitutional democracy that will protect the rights of all Palestinians and Israelis but will be the sole proprietorship of neither one." (http://mikopeled.com/2009/04/22/moving-beyond-the-two-state-solution/, 22. april 2009)

 

 

Links

sonofhamas.wordpress.com/

mikopeled.com/

 

¤

[Udvalgt og let redigeret af Ellen Miriam Pedersen]