Indholdsfortegnelsen:

3

Har palæstinenserne nogen at forhandle med?

Anders Jerichow

7

Et halvt århundrede senere

Hans Henrik Fafner

10

Ingen fred uden Gud (sé nedenunder, læs hele artiklen)

Hanne Foighel

13

Vi må afslutte den 50 år lange israelske besættelse

Bernie Sanders

39

Hvordan begyndte det? Hvordan pokker begyndte det altsammen? (Se nedenunder, læs hele artiklen)

Uri Avnery

15

Kulturglimt

Eva Lehrer

37

Nyt fra NO

Mette Geldmann

29

Grafiske romaner til en ledig søndag

Anna Rebecca Kledal

32

Davids Bedste

Merete N. Christensen

34

Relevant og afbalanceret historiebog om staten Israels historie

Flemming Ravn

35

At bygge Jerusalem

Ellen Miriam Pedersen

36

Det mousserende element

Anni Kronik

Viggo Kampmann

Anni og Anatolio Kronik

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ingen fred uden Gud

 

En samtale med rabbiner Michael Melchior om,

hvorfor fred i Mellemøsten ikke vil kunne lykkes uden

om Gud – og om hvordan hans utrættelige arbejde

med dialog mellem regionens mest hardcore

troende muligvis kan vise vejen

 AF HANNE FOIGHEL

 

– Du kan ikke lave en politisk proces, der ikke har en legitimitet i befolkningen. Og befolkningerne i den her region har i dag som også for 20 år siden – en stærk til knytning til traditionen og religionen i deres identitet.

 

 – Enhver kan se, hvad der skete med fredsprocessen, da religion og tradition

ikke var inkluderet. Tesen om, at vi kan lave en ’kvik-fix sekulær fred’ mellem venstrefløjen i Israel og venstrefløjen hos palæstinenserne og vente med at tage de eksistentielle spørgsmål op senere, kunne ikke føre til noget. Jeg kan godt forstå, at man kan tro, at verden fungerer sådan, hvis man sidder i Danmark, der måske er verdens mest post-religiøse, post-rituelle

samfund. Men sådan fungerer verden ikke. I en region, hvor religionen betyder så meget for så mange mennesker, kan man ikke lave fred uden om Gud.

Det kræver ikke megen anstrengelse at give rabbiner Michael Melchior ret i,

at den sekulære fredsproces mellem israelere og palæstinensere, Oslo processen, er kørt helt af sporet. Hans forklaring på, hvorfor det er sket, er derimod ny og overraskende Michael Melchior tager imod i sit kontor

på fjerde sal i en kontorbygning i industri kvarteret Talpiot i Jerusalem. Her, langt fra offentlighedens søgelys, har han i årevis haft en hemmelig passion: ’Den Religiøse Fred’. Siden slutningen af 1980’erne har han tilbragt hundredvis af timer i samtale med ledende Hamasfolk og andre af regionens islamister og islamistiske dommere og har diskuteret med dem, hvordan de

som regionens religiøse ledere kunne gå i spidsen for fred. Indtil november måned sidste år har samtalepartnerne ikke været villige til at stå offentligt frem. Men der mødtes de i Spanien og stillede for første gang op til fælles fotografering iklædt deres religiøse gevandter: Nationalreligiøse israelske bosætterrabbinere side om side med islamistiske imamer, Hamasbevægelsens grundlæggere og lederne af de kristne kirker i det Hellige Land.

De markerede, at de alle havde sat deres navn på et dokument, hvor der blandt andet står: ”Alle tre monoteistiske religioner betragter menneskelivet som helligt ... den vold, der påstås at være udført i Guds navn, er en besudling af hans navn, en forbrydelse over for dem, der er skabt i hans billede og en fornedrelse af troen”.

Som religiøse overhoveder opfordrer de i dokumentet, i Guds navn, de israelske og palæstinensiske politikere til at gå tilbage til forhandlingsbordet.

De sekulære israelske fredsforhandlere og fredseksperter har i årenes løb haft travlt med at fremhæve en konflikt imellem religion og fred. De har peget på, at religionen dikterer et forhold til ’landet’ og til ’den anden’, der er uforeneligt med den fred, der uvægerligt må dele landet mellem de to folk.

 

Den holdning har altid frustreret Michael Melchior, siger han,

til trods for at han selv tilhører den israelske fredsfløj, og som repræsentant for det religiøse liberale parti Meimad i sin tid sad i Ehud Baraks fredsregering som viceudenrigsminister.

 

Fred baseret på religion

 

– I årevis har vi måttet høre især fra venstreorienterede sekulære forskere, at religion aldrig kan acceptere en fred og ikke kan leve med en fred. Og vestlige eksperter har endda sagt, at den politiske islam

aldrig kan leve med en fred, og det er noget, som den israelske venstrefløj er gået meget let hen over. Jeg ser mig selv som en del af den israelske venstrefløj, så jeg var nødt til at undersøge det her grundigt, siger Michael Melchior.

 

For hvis islam aldrig vil kunne leve med staten Israel i dette område, er det et alvorligt problem. Vi lever jo her hos islam. Halvdelen af befolkningen mellem Middelhavet og Jordanfloden er muslimer. Og alle staterne omkring os er muslimske. Jeg lever her i Jerusalem, hvor over 40 procent af indbyggerne er muslimer, og hvis de aldrig vil kunne leve med en fred med Israel,

så er det meget problematisk at lave fred. Og så har højrefløjen måske ret, når de siger, at det er et håbløst projekt, og at der aldrig bliver fred med dem.

På den palæstinensiske side har tankegangen været nogenlunde den samme, forklarer Michael Melchior. De har set israelske bosættere vandre rundt på Vestbredden med Bibelen i hånden og fastslå,

at de ejer hele landet, fordi det står skrevet, og deraf har Islam sluttet sig til, at det er umuligt at lave fred med den jødiske religion.

Udfordringen har været at finde frem til centrale religiøse ledere med indflydelse på befolkningerne, der ville være villige til at diskutere muligheden for at fortolke tingene på en anden måde. Selvfølgelig er der interesser, politiske interesser, involveret, også når man henvender sig til religiøse ledere, men ikke desto mindre har

Michael Melchiors tilgang været at føre samtalerne på et religiøst grundlag.

 

 – Hos religiøse ledere er ikke alt moral og etik, men der er en søgning efter sandhed osv. De religiøse ledere har fået præsenteret konceptet ’religiøs fred’. En fred, der ikke er baseret på interesser men på troen på Gud. Og vi har talt om, hvad en fred kan gøre for troen på Gud i samfundet. At freden ikke vil gøre vores samfund til et billigt, vestligt samfund med de værste af vestens værdier – men at en religiøs fred kan være med til at øge respekten for moralske og etiske værdier i vores samfund. Den religiøse fred skal bygge på fortilfælde i juridisk og religiøs tænkning i henholdsvis jødisk og muslimsk tradition.

 

 – Og reaktionen efter mange runder samtaler har været: Sådan en fred vil vi

gerne være med til. Og nu er der nogen af vores samtalepartnere, der ikke kun er villige til at mødes til samtaler i lukkede rum i Athen, Oslo, Istanbul eller Marokko men vil stå frem offentligt for hele verden og vore egne befolkninger.

 

Svære møder

 

Ved mødet i Spanien i november, var det første gang, Hamas-lederne og de øvrige islamister fra regionen sad direkte i dialog med nogle af de mest centrale bosætter rabbinere fra Israel. En af grundlæggerne af Hamas sad over for den ansvarlige for det statslige religiøse skolesystem i Israel.

Højt respekterede islamister, hvis udlægninger af de muslimske tekster bliver læst i hele den muslimske verden, sad over for den israelske overrabbiner. osv. osv.

Tidligere har Michael Melchior holdt samtaler med de jødiske og de muslimske ledere hver for sig. Jeg beder ham beskrive, hvad han så ske i lokalet, da bosættere og islamister mødtes for første gang.

 – Mødet i Spanien var svært – men da den første gruppeeffekt, hvor folk stejler, fordi ’de ser sig over skulderen’ mod de andre i deres egen gruppe, fortog sig, forsvandt den umiddelbare skepsis. Begge parter kunne se, at der var meget seriøse folk på den anden side. Dybt, dybt religiøse mennesker, der kom, fordi de havde et seriøst ønske om at ændre tingene: Vi skal bygge fred, fordi det er moralsk, det er retfærdigt, og det er, hvad vores religion

kræver af os.

Selv dér, hvor konflikten er allersværest, hvor både jøder og muslimer ud fra religiøse principper tror på, at landet – hele landet – er deres, havde det en positiv effekt, at begge sider kunne se og forstå hvor seriøst og religiøst, modparten betragter landet.

Michael Melchior forklarer, at han ikke mener, at man kan sammenligne konflikten om landet mellem palæstinensere og israelere med konflikten mellem hvide og sorte i Sydafrika. For dér, siger han, var det ’ret’ imod ’uret’, her er det ’ret’ overfor ’ret’.

Men så kan man til gengæld tage de religiøse tekster med i billedet. For Talmud og de muslimske tekster fortæller begge en meget parallel historie, og i begge traditioner er det noget af det første, børn lærer i den religiøse skoletradition. Historien handler om to menneskers konflikt over ejendomsretten til et stykke stof, som de bringer for en domstol.

 

Landet tilhører Gud

 

 – Og dommeren siger til de to, sværg hver især på, at halvdelen af stoffet er jeres. Ikke det hele, for hvis I hver vil sige ’det hele er mit’, så er der en af jer der lyver, udlægger Michael Melchior, teksten. Begge tror på, at hele stofstykket er deres, men de skal kun sværge på, at de ejer halvdelen, og så bliver stoffet skåret midt over. De tror stadig, det hele er deres.

 – Og det er også det, vi skal praktisere. Vi skal erkende, at vi lever i den realitet, at vi lever sammen, og vi tror på den samme Gud og vil tjene den samme Gud. Og i sidste ende tilhører alt stoffet, hele landet, Gud. Vi er kun midlertidigt her på jorden.

Der er også en hvis ydmyghed i det, tilføjer rabbiner Michael Melchior.

 – Vi har lovet hinanden at tage fat i de unge rabbinere og imamer og gennem

dem begynde at ændre på den måde, vi taler på, og den måde vi underviser vores unge mennesker på. Både i Islam og i jødedommen findes der præcedens for en religiøs fred i de hellige tekster og deres fortolkninger. Vi er ikke alle nået til konklusionen endnu, men vi er et godt stykke

på vej.

 – Vi kan skabe noget helt unikt her.

 

(c) hf, 290117. Hanne Foighel er journalist på DR. En version af denne artikel har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad

 

Vi skal bygge fred, fordi det er moralsk, det er retfærdigt og det er, hvad vores religion kræver af os.

 

Foto:

Fra konferencen i Madrid. I forreste række (venstre mod højre) Timotheos Margaritis, Den græsk-ortodokse metropolit; Rabbi David Lau, Israels azkenazi overrabiner; Nassir Abdul Aziz al-Nasser, udsending for The UN Alliance of Civilizations; Alfonso Dastis, Spaniens

forsvarsminister; Rafael Catala, Spaniens justitsminister, rabbi Michael Melchior, leder af Mosaica Center and the Religious Peace Initiative og tidligere minister i Israel, dr. Mahmoud al-Habash, leder af det Palæstinensiske Selvstyres religiøse retssystem;

Dr. Izzat Jaradat, generalsekretær for World Muslim Conference for Jerusalem of the

Union of Islamic States; sheik dr. Maher Khuder; dommer ved den islamiske

domstol i Gaza og lektor i Islamiske studier.

 --------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hvordan begyndte det?

 

 

 

AF URI AVNERY

 

 

 

Hvordan pokker begyndte det altsammen?

 

 

 

Sidste uge prøvede jeg at beskrive krigen i 1948 lige fra skyderiet mod en jødisk bus dagen efter FNs vedtagelse af resolutionen om delingen. Nogle læsere bestrider timingen. De insisterer på, at krigen begyndte den 15. maj, dagen efter oprettelsen af staten Israel, da de arabiske nabostaters hære invaderede landet. Jeg har

 

oplevet dette mange gange. Enhver seriøs debat om den israelsk-palæstinensiske konflikt rejser spørgsmålet: "Hvornår begyndte det?". Hver side har sin egen dato, der viser, at den anden part begyndte.

 

 

 

Araberne begyndte, hævder zionisterne. Konflikten startede med de arabiske hæres ‘invasion’. (‘Invasion’ i anførselses

 

tegn, eftersom de trængte ind i områder, der af FN var tildelt den palæstinensiske arabiske stat, mens deres erklærede mål var straks at knuse den nye jødiske stat).

 

 

 

Jøderne begyndte, hævder araberne. De begyndte fordrivelsen af den arabiske befolkning, der førte til Naqba (katastrofen).

 

Araberne begyndte, svarer zionisterne igen. Hvorfor var vi nødt til at fordrive den arabiske befolkning? Det var fordi, I skød på vore landsbyer efter FN s resolution af 29.november 1947.

 

Det var jøderne, der begyndte, svarer araberne. Det hele startede med den skændige resolution. FN, der på den tid hovedsagelig bestod af vestlige og kommunistiske stater, gav et land, der ikke til

 

hørte dem, til jøderne, som ikke hørte til der.

 

Ja, sagde jøderne, men i virkeligheden begyndte det med Hvidbogen, som briterne offentliggjorde i maj 1939, og som i

 

praksis lukkede Palæstinas døre for jøderne, samtidig med at nazisterne planlagde Holocaust.

 

Vi havde intet valg, indskyder briterne. I 1936 gjorde araberne oprør og dræbte jøder og vore soldater over hele landet.

 

Men hvorfor var det nødvendigt for os at gøre det?, udbryder araberne. Fordi masser af tyske jøder ankom til Palæstina efter 1933, da Hitler tog magten i Tyskland. Vi måtte stoppe det, selv med vold, for at forhindre Palæstina i at blive et jødisk land.

 

Virkelig, svarer jøderne igen, men I startede det længe før, i 1929, da I organiserede optøjer over hele landet og dræbte masser af jøder.

 

Vi havde intet valg, påstår araberne. Den britiske regering i Palæstina favoriserede zionisterne og tillod dem at slå sig

 

ned overalt.Det havde vi ret til, siger jøderne. Det var indeholdt i det mandat, Folkeforbundet overdrog briterne.

 

Hvem gav Folkeforbundet ret til at overdrage et mandat til nogen som helst?

 

Landet tilhørte indbyggerne, der næsten alle var arabere. Det var sådan det hele begyndte.

 

Men araberne angreb jøderne i 1919. Det viste, hvor nødvendig briternes tilstedeværelse var.Briterne havde intet at gøre her, svarer

 

araberne. Hele balladen startede i virkeligheden i 1917, da briterne offentliggjorde Balfour deklarationen, som lovede at

 

etablere et jødisk ‘nationalt hjem’ i Palæstina, som dengang hørte til det (muslimske) Osmanniske Imperium.Det Osmanniske Imperium var døende, siger jøderne, og zionistbevægelsen, som

 

blev grundlagt i 1896, havde allerede proklameret sin ret til Palæstina.

 

Men på samme tid fødtes den moderne, arabiske nationale bevægelse, som ubestrideligt gjode krav på Palæstina og alle de arabiske lande.

 

Gud har lovet det Allah har bestemt det og så videre.

 

Jeg har min egen teori om, hvornår og hvordan konflikten begyndte.

 

I 1904 døde Herzl, grundlæggeren af den zionistiske bevægelse. Herzl brød sig ikke meget om Palæstina, og begyndte sin ideologiske stræben med ideen om at grundlægge en jødisk stat i Patagonien, et argentinsk landområde, der nylig var blevet ‘pacificeret.

 

Herzl kunne hverken lide tyrkerne eller araberne, men begivenhederne overbeviste ham om, at jøderne ikke ville tage

 

andre steder hen end til Palæstina. I sin bog Der Judenstaat, zionismens bibel, erklærede han, at jøderne i Palæstina ville

 

blive en forpost for den vestlige civilisation mod Asiens barbarer – det vil sige araberne.

 

Man kan påstå, at det var her, konflikten virkelig begyndte – lige da den zionistiske ide opstod. Men jeg mindes et endnu mere præcist øjeblik. Få år før første verdenskrig var der tegn på opbrud i det Osmanniske Imperium. En moderniseringsbevægelse, ledet af officerer i hæren, tog magten i 1908. De kaldte sig Ungtyrkerne. Og

 

så i den utålmodige arabiske befolkning opstod der revolutionære grupper. De turde endnu ikke tale om uafhængighed, men fremlagde i stedet en plan for decentralisering af det Ottomanske Imperium, der ville give dets forskellige nationer en form for autonomi.

 

En gruppe arabiske medlemmer af det tyrkiske parlament, ledet af Rukhi al-Halidi, (medlem af en Jerusalemfamilie, som stadig er fremtrædende hvad angår palæstinensiske anliggender), fik en strålende ide: hvorfor ikke henvende sig til zionisterne og tilbyde dem en alliance mod tyrkerne i kampen for denne ide? Zionisternes repræsentant i Jerusalem skyndte sig at fremlægge dette tilbud for Max Nordau, den nye præsident for Zionistforbundet. Nordau havde arvet Herzls post efter grundlæggerens død.

 

Dette var et historisk øjeblik, et af de øjeblikke, hvor historien holder

 

 

 

vejret. Et fuldstændig nyt perspektiv åbnede sig: en alliance mellem arabere og jøder! En fælles befrielsesbevægelse! Nordau, en be

 

rømt tysk-jødisk intellektuel drømte ikke om at acceptere dette tilbud. Han måtte have betragtet det som skørt. Tyrkerne var herre over landet. De kunne give Palæstina til jøderne. De kunne bestikkes. Araberne var magtesløse. De kunne intet give os.

 

Øjeblikket var forpasset. Nordau nævnte ideen ved zionistkongressen i Hamburg, men ingen tog notits af den.

 

Kun få personer kender til denne episode. Den er beskrevet i afdøde Aharon (Aharonchik) Cohen ́s autoritative bog.

 

Muligheden eksisterede kun teoretisk.

 

Historien skabes af virkelige mennesker, hvis bevidsthed formes af realiteterne på deres tid. For europæere, tidligt i det 20.århundrede, var tanken om sådan en alliance med de indfødte imod en imperial magt tæt på at være vanvittig.I retrospekt kunne denne ide have ændret historien. Vi ville være født ind i en anderledes verden.

 

I efteråret 1947, da jeg var 24 år gammel, udgav jeg et lille hæfte (på hebraisk) "Krig eller fred i den semitiske region". Det

 

var en næsten nøjagtig gengivelse af ideerne i Nordau hændelsen – som jeg intet vidste om på det tidspunkt. Det begyndte med disse ord: "Da vore fædre, zionisterne, besluttede at skabe et sikkert tilflugtsted i dette land, havde de valget mellem to veje: De kunne komme til det vestlige Asien som en europæisk erobrer, der ser sig selv som den hvide races brohoved, herre over de indfødte, som

 

de spanske conquistadores og de anglo-saksiske kolonisatorer i Amerika. Det var det korsfarerne, på deres tid, gjorde i dette land.

 

Den anden vej var at betragte sig selv som et asiatisk folk, der vender tilbage til sit hjemland – der ser sig selv som arving til den semitiske races politiske og kulturelle tradition, og som er rede til at lede olket i den semitiske region i befrielseskrigen mod den europæiske udbytning."

 

Borset fra terminologien, som tilhørte sin tid, kan jeg tilslutte mig hvert ord, selv i dag, næsten 70 år senere. Den israelsk-palæstinensiske konflikt begyndte, da den første jødiske nybygger

 

kom til dette land i 1882, før den officielle grundlæggelse af zionistbevægelsen. Den begyndte som et sammenstød mellem to

 

store nationale bevægelser, som var totalt uvidende om hinanden. Denne uvidenhed består, for en stor del, den dag i dag.

 

Fortiden kan vi ikke ændre. men måske, måske kan vi lære af den og drage nogle slutninger.

 

 

 

Oversat af Lizzi Saietz