BENT MELCHIOR:

 

Kristeligt Dagblad – 20-02-15

 

 

 

Stadigvæk dybt rystet over mordene i Krudttønden og i Krystalgade er det tid til at reflektere over, hvad vi kan lære af de sidste dages og måneders begivenheder.

 

Det første, der falder i øjnene, er, at det ikke er muligt at beskytte nogen eller noget 100 %. Jeg ved godt, at der sidder små selvbestaltede generaler, der konstruerer, hvad man egentlig skulle have gjort for at forhindre katastrofen. Men vi har set præsidenter og andre stærkt beskyttede personer blive beskudt og dræbt. Hvis en galning er gal nok, så hjælper selv et stort opbud af politi ikke. Og vi ønsker jo ikke Danmark udviklet til en politistat. Jeg har selv i årtier været udsat for meget konkrete trusler, men jeg har afvist alle tilbud om særlig politibeskyttelse. Simpelthen fordi jeg ikke troede, at det ville redde mit liv.

 

Nu er to dejlige mennesker revet bort i utide fra vores samfund, og vi er med rette rystede. I det jødiske samfund har vi ligget i uhyggelig skarp træning i at være rystede. Hos os er det næsten en normal tilstand. De troende iblandt os ser frem til messianske tider, hvor enhver kan sidde trygt under sit cedertræ eller bøgetræ eller, hvad der nu er ved hånden. Tryghed er en luksus, som vi kun lejlighedsvis har kunnet nyde. Alligevel er mit budskab til mine trosfæller, at de ikke skal være bange. Så vælg da livet, er titlen på mine erindringer, og selv smertefulde møder med døden har ikke ændret på den formulering, som er taget fra Femte Mosebog.

 

Budskabet er blevet bekræftet af oplevelser i de sidste dage, hvor vore landsmænd fra alle lag har stået skulder ved skulder med os i sorgen. Jeg var en time forleden i Krystalgade, hvor såkaldt almindelige mennesker kom kontinuerligt en for en, de fleste med en lille buket, som de lagde til de tusindvis af andre, og så stod de stille og reflekterede, mange med tårer i øjnene. Dan Uzan havde en meget stor berøringsflade. Men han har ikke kunnet kende all de mennesker, der for de flestes vedkommende havde et indre behov for at reagere på uretfærdigheden, imod volden. ”Det er den slags danskere, der reddede os i 1943”, tænkte jeg ved mig selv. Stilfærdige, anonyme og dog så handlekraftige. Tak skal I have. Jeg føler mig tryg i jeres selskab.

 

Et andet opmuntrende tegn synes at være en optøning af muslimers forhold til jøder i Danmark. Det er noget som jeg har ventet på i 30 år, hvor kun enkelte personer som Naser Khadar har turdet stå ved jødiske relationer. Det har ganske enkelt været sådan, at mange muslimer har været bange for at vise venskabelige følelser for jøder. Det blev i visse kredse betragtet som en slags forræderi.

 

I flere arabiske lande lærer børn i skolerne, at jøderne ikke er rigtige mennesker. Jeg ved ikke, om de tror, at vi har horn i panden eller har mere til fælles med aberne end resten af menneskeheden. Det er en opgave for FN at gøre noget ved det. Måske den kommende formand for FNs generalforsamling kunne gribe ind her.

 

I hvert fald mærker jeg en helt anden tilgang til emnet, og man er i forskellige muslimske organisationer meget mere åben, end man har været tidligere. Måske den sidste uges tragiske hændelser kunne blive en katalysator for en nytænkning på området.      

 

Lad mig så bryde sammen og tilstå, at jeg ikke er Charlie. Jeg undrede mig allerede i dagene efter den frygtelige terror i Paris, at der slet ikke var nogen, der ville fremstå som kunde i et jødisk supermarked. Ofrene der var da totalt uskyldige mennesker, der bare skulle i byen for at købe noget brød og smør. Medarbejderne ved det satiriske magasin vidste dog, at de risikerede, at der kunne ske dem noget. At det så blev med livet som indsats er naturligvis helt grufuldt, og ingen skal anfægte deres ret til at fremstille, hvilken satire de end måtte ønske at producere.

 

Jeg ved, at der er dem, der ikke kan lide, at ytringsfriheden følges op af et ”men”. Men det kan ikke være anderledes, fordi det efter min mening er sådan, at enhver frihedsret begrænses af naboens frihedsret. Jeg kan larme så meget, jeg vil, indtil det bliver for meget for naboen. Vi gør en stor indsats for at vore børn skal øve selvcensur, når vi med vores kronprinsesse i spidsen søger at begrænse mobning på vore skoler. Vi burde nok også gøre mere for at begrænse mobning på arbejdspladserne, hvor det hævdes, at mindst 10 % af medarbejderne er ofre for mobning, i mange tilfælde med sygdom og endda fyring som følge.

 

Mobning er jo en form for satire. Det er den grove satire, hvor motivet er at provokere. Vi er heldigvis åbne for satire, og det kan gå ud over kongehuset og regeringen og hvem som helst. For nogle uger siden blev jeg selv i en jødisk organisation gjort til grin i en revy, men det er den slags grin, hvor offeret kan grine med, fordi det er godmodigt og ikke sårende. Jeg har svært ved at se det morsomme i at fremstille en person, der for mange mennesker er hellig, som en hund. Det giver for mig god mening at opfordre til, at man ikke skal mobbe muslimer.

 

Der er grund til at komplimentere vore talsmænd for i disse dage at have talt fremragende. Det påstår jeg, der ellers er kendt som værende meget kritisk, når jeg lytter til taler. Det kan ikke undgås at nogle af ordene bliver højtravende. Det flyver med begreber som frihed, demokrati, ytringsfrihed og ligeberettigelse. Grundlovens grundlæggende principper bliver holdt frem og sat i fokus.

 

Jeg spekulerer på, hvad disse principper egentlig siger almindelige mennesker, idet jeg håber på, at de i det mindste siger noget for dem, der holder talerne. Den almindelige tendens i vores samfund er for tiden, at vi skal koncentrere os om, hvad der kan betale sig. Vi skal være et konkurrence-samfund. Vi skal studere med det for øje, at vi skal have et job. Det med logik og filosofi og anden humaniora det kan også være det samme. Ud med det.

 

Men ved vi egentlig, hvad frihed er? Jeg hører til den lille del af befolkningen, der husker den 5. maj 1945. Der oplevede vi friheden. Frihed fra noget og til noget. Frihed, der åbner uanede muligheder. Frihed, der forpligter. Hvad har vi dog gjort med den 5. maj. Jo, i år skal vi nok gøre meget ud af den, for det er 70 året for befrielsen. Men ellers er dagen ved at udvikle sig til noget i retning af valdemarsdagen eller mortens aften, som står anført i kalenderen, men som ikke rigtig siger yngre generationer noget.

 

Frihed er et begreb, der kan misforstås. Jeg husker en periode, hvor det var kommet på mode at have fri opdragelse. Desværre udviklede fri opdragelse sig til at være lig med ingen opdragelse. Igen var det en misforståelse at opfatte friheden som grænseløs. Vi må fordybe os i begrebet, selvom det ikke udmønter sig i krone og øre. Selvom det ikke giver job. Jeg foreslår, at vi ophøjer 5. maj til et stolt nationalt symbol. At vi pålægger skoler og læreanstalter i ugen op til den 5. maj at indlægge programmer, der belyser betydningen af at gå fra slaveri til frihed, fra undertrykkelse til selvstændighed. 

 

Bent Melchior.

 

 

BENT MELCHIOR:

Om antisemitisme.

 

Det er snart 80 år siden, at min far skrev en bog med titlen: Man siger at Jøderne - . Den var et svar på nogle af de påstande, som nazisterne udbredte for at lægge jøder for had. Europa anno 2014 har desværre brug for et tilsvarende værk. Antisemitismens hæslige ansigt dukker op på ny. Påstandene varierer, men hensigten forbliver den samme. Her i Danmark har vi været forskånet for de værste voldsepisoder, som man har oplevet dem i Frankrig, Belgien, Sverige og andre ”civiliserede” lande, men vi har oplevet tilstrækkeligt til, at vi må gribe til handling.

 

I politiske kredse taler man endda om en national handlingsplan. Især har man foreslået at sætte ind over for skolerne. Det giver for så vidt mening, som fordomme trives blandt de uvidende, så jo mere oplysning, des bedre. Men det er ikke skolebørn, der chikanerer og angriber jøder, så hvis man skal bremse den aktuelle bølge, så må der andre boller på suppen. Det er vigtigt at huske på, at terror primært virker ved den frygt, som den spreder. Hvis vi lader os skræmme, så har terroren opnået langt mere, end den direkte ødelæggelse og lemlæstelse, som den forårsager. Det er hærværket på den jødiske skole i København et godt eksempel på.

 

Sandt at sige, så er 80 år kun en kort periode af antisemitismens historie. Ifølge den bibelske beskrivelse i Esthers Bog levede der for over 2300 år siden i det persiske rige en minister, der havde set sig gal på en prominent jøde, og som derfor ønskede at slå alle jøder ihjel. Det kunne han ikke gøre uden kongens tilladelse, og den ville han nok ikke få, hvis han angav den rigtige årsag. I stedet henvendte han sig til kongen med disse ord:

 

”Der findes et folk, der bor spredt og afsondret blandt folkene i alle dit riges provinser. Deres love afviger fra alle andre folks, og kongens love holder de ikke. Det bør kongen ikke tolerere.”

 

Her har vi opskriften på næsten alt racehad. Først konstaterer man, at det er et folk, der ikke bor inden for et begrænset område. Ja, de er over det hele, men alligevel holder de sig for sig selv. Ja, de har endda deres egne love. Så langt er udsagnet faktisk sandt, men så sættes kniven for alvor ind: Kongens love holder de ikke. Er det ikke logisk, når de har deres egne love? Nej, enhver spejderbevægelse, ethvert politisk parti, enhver idrætsforening og i hundredevis af andre klubber har deres egne love, men selvfølgelig holder disse love sig inden for gældende lov og ret, så statens love holder de.

 

Vi kan nikke genkendende til, hvordan tilsvarende påstande trives også i moderne samfund. Den fremmede, den, der ser anderledes ud og måske ikke er enig i, at søndag er ugens syvende dag, han og hun bliver betragtet med skepsis. Normalt er Ingen skyldig, før dommen er faldet, men den fremmede er skyldig, med mindre han eller hun beviser sin uskyld.

 

Jøder var tvunget fra deres hjemland Judæa til Babylon, da de var blevet slået i krig, og da perserne tog over, så boede jøderne netop spredt i det store rige. Det var allerede nok til, at de kom under mistanke. Vi oplevede den måske første antisemitiske despot.

 

Jo, jeg ved godt, at der findes mange andre semitter end jøderne, men skal vi ikke holde op med at aflede debatten med dumsmarte bemærkninger om betegnelsen antisemitisme. Enhver ved, at det står for jødehad i en eller anden form. I dag kunne vi måske kalde det judafobi, men hvem ville forstå det lige så godt som antisemitisme?

 

Siden er det gået slag i slag. Under romerne fik antisemitismen karakter af noget politisk, fordi befolkningen blev ved med at forsøge at frigøre sig fra den fremmede magt, indtil romerne ændrede landets navn fra Judæa til Palæstina. Siden gik det over til en religiøs antisemitisme, da kristendommen allierede sig med de stærke romere og gav de svage jøder skylden for korsfæstelsen. Det medførte inkvisitionen i det vestlige Europa og pogromer under det russiske zardømme. Nazismen fornyede genren med den racistiske antisemitisme. Jøder – og mange andre med dem – var ikke ariere, og i nazismens verdensbillede var kun ariere rigtige mennesker. Alle andre kunne i bedste fald anses for at være undermennesker, der skulle tjene de sande menneskelige skabninger.  

 

Hvad siger man så om jøderne i det 21. århundrede? Der er naturligvis nogle af de gamle travere. Det generer mange mennesker, at jøderne bliver anset for og anser sig selv for at være det udvalgte folk. Det er ikke mindst i jantelovens hjemland en alvorlig sag. Men sandheden er, at de fleste folk har tilsvarende opfattelse af egen betydning. Synger vi ikke gerne om, at iblandt alle riger og lande, så er der en gud for oven, der råder for Danmarks sag. Jo, nationerne føler, at de hver for sig er nået frem til den mest ideelle relation til almagten.

 

Når vi taler om udvælgelse er det ikke uinteressant at finde ud af, hvad man er blevet udvalgt til. Man kan jo også blive udvalgt til mange ubehagelige opgaver. Den jødiske tradition, der omtaler udvælgelsen, gør det i forbindelse med loven fra Sinaj. Jøder er udvalgt til at leve efter den lov, hvad mange ellers føler som en meget vanskelig forpligtelse, som man meget gerne vil betakke sig for at blive underkastet.

 

Der siges også meget om indholdet af den lov, der anses for i bedste fald at have været berettiget i oldtiden. Omverdenen – og ofte jøder selv – læser Bibelen som en vis tåbe gør det. Bibelen kan læses på mange måder, og jødedom følger den forståelse af teksten, som jøder over århundreder har lagt i den. Det klassiske eksempel er udtrykket ”øje for øje, tand for tand”, som alverden opfatter som en opskrift til at tage hævn, medens jøder aldrig har lagt andet i ordene, end at man skal betale erstatning, hvis man har forvoldt skade på en anden person, og erstatningens størrelse afhænger af, hvor stor skaden er. Et øjes værdi for et øje, en tands værdi for en tand.

 

Den mest markante fornyelse i antisemitismens opfattelse af jøderne er henvisningen til zionismen. Zionistiske jøder skal, ifølge en århusiansk imam, dræbes hver og en. Det er lykkedes antisemitter at skabe den forståelse blandt mange, der burde vide bedre, at zionisme er en voldelig bevægelse, der nærmest har karakter af racisme. Sandheden er, at en form for zionisme eller længsel efter Zion har eksisteret så længe, som det jødiske eksil har eksisteret. Man har aldrig opgivet at vende tilbage til det gamle land, og udtrykket ”næste år i Jerusalem” er blot et enkelt eksempel blandt mange på, at den ide har været levende os jøderne gennem århundrederne.

 

Religiøse jøder har haft den opfattelse, som en stor del religiøse jøder stadigvæk har, at det er op til Gud at sørge for den tilbagevenden, sådan som Gud har drevet folket ud af landet. Der skal komme en Messias, der skal føre jøderne tilbage fra jordens fire hjørner, og i mellemtiden skal vi bare folde vore hænder. Den politiske eller praktiske zionisme, der opstår i slutningen af 1800-tallet, er et opgør med denne passive holdning. Hvis man vil have en jødisk stat, så må man være villig til at gøre en indsats for sagen. Man ville løse jødeproblemet ved at gøre det jødiske folk normalt, så det ikke bare skulle leve spredt blandt folkeslagene, men det skulle som andre folk have et hjemsted, hvor det kunne øve selvbestemmelsesret.

   

Det var i de første år af den organiserede zionistiske historie ikke nogen selvfølge, at det jødiske hjemsted skulle være, hvor det gamle Judæa havde ligget. Der var forsøg på at skabe et jødisk område i Argentina, og der var forhandlinger med den engelske regering om noget tilsvarende i Uganda. Men på længere sigt kunne kun en genopdyrkning af Palæstina skabe den viljestyrke, der var nødvendig. Selve navnet zionist peger jo i retning af Zion, der er et andet navn for Jerusalem.

 

Palæstina havde i 400 år været en del af det osmanniske rige. Ved fredsslutningen efter Første Verdenskrig fik England mandat til i Palæstina at oprette et nationalt jødisk hjemsted, og det var den zionistiske bevægelse, der i praksis stod for denne indsats. Der var intet radikalt i bevægelsen, der var domineret af socialistiske partier, og som efter Anden Verdenskrig gik med til den delingsplan, som FN vedtog i 1947. At bekæmpe zionisme er ensbetydende med at nægte jøder den ret til selvbestemmelse, som alle andre folkeslag nyder godt af, og dermed er det et klart udtryk for diskrimination imod jøder.

 

Når vi skal bekæmpe antisemitisme er det måske en ide at ophøre med at diskutere, hvad man siger om jøderne. I stedet for at imødegå de fordomme og falske påstande, der er i omløb, så kunne man lægge vægt på, hvad jødedom faktisk har betydet for vores civilisation.

 

Det er jødedom, der først har lært, at man skal elske næsten og den fremmede. Det er jødedom, der først har anerkendt arbejderes ret til i hvert fald én ugentlig fridag. Det er jødedom, der først har understreget, at rig og fattig skal behandles ens ved domstolene, og som har forbudt enhver form for bestikkelse. Det er jødedom, der har understreget betydningen ved at bevare naturen ved f.eks. at lade jorden ligge brak hvert syvende år. Det er ifølge Første Mosebog jøders opgave at være til velsignelse for alle andre folkeslag.

 

Det er ikke mindst jødiske profeter, der har givet verden håb om en lysere fremtid, hvor den ene nation ikke mere skal løfte sværd mod den anden, hvor de ikke skal øve sig i krig, men smelte våbnene om til produktive redskaber. Det er deres lærdom, at alle leveregler kan sammenfattes i at øve ret, at behandle medmennesker med hengivenhed og ydmygt at vandre med Gud. Så enkelt kan det udtrykkes. Så er det op til både jøder og alle andre nationer at leve op til idealet.

 

Bent Melchior.