Stort ståhej om Balfour

 

 

Protesterne mod Balfour-erklæringen i 1917 lyder som om, at alt ville være anderledes og bedre, hvis den britiske udenrigsminister ikke dengang havde lovet at se med sympati på oprettelsen af et nationalt jødisk hjem dér, hvor Israel ligger i dag. Det er en kontrafaktisk kortslutning.

 

Af Anders Jerichow

 

Hvis bare Storbritannien ikke i 1917 havde støttet oprettelsen af ”et nationalt hjem for det jødiske folk” i det bibelske område – så var alt blevet anderledes, ikke sandt?

Så havde Mellemøsten haft fred, og alle ville leve lykkeligt til deres dages ende!

Sludder og vrøvl.

 

Det er sandt nok, at den britiske udenrigsminister, Lord Arthur James Balfour, i 1917 lovede at støtte ideen om et jødisk samfund. Også sandt, at dette løfte blev udstukket i et imperialt opgør om Mellemøstens fremtid.

 

Men det er et rent kontrafaktisk spilfægteri, når såkaldte venner af palæstinensere og kritikere af Israel nu har travlt med at fordømme Balbour og fremmane et billede af, at hans hensigtserklæring bragte hele Mellemøsten af led.

Rolig nu.

 

Balfours udsagn i et brev til Lord Rothchild gav rigtignok indtryk af, at ét samfund (Storbritannien) lovede et andet samfunds (palæstinensernes) territorium til et tredje samfund, altså det jødiske.

 

Det ville Storbritannien næppe have gjort i dag. Men 1917 var heller ikke 2017. Og Balfour-erklæringen stod ikke alene. Tvært imod: Storbritannien, Frankrig og Rusland forsøgte i de samme år – under Første Verdenskrig – at lave andre rænkespil om Mellemøsten. I Sykes-Picot-erklæringen fra samme år forsøgte briter og franskmænd at dele Mellemøsten imellem sig – med accept fra Rusland. Og i den parallelle Hussein-McMahon-aftale gav briterne en arabisk leder et løfte om national selvstændighed – samtidig. Et indbyrdes uforeneligt luskespil i en anden tid.

 

Det korte af det lange er, at den britiske og den franske regering forsøgte at dele og herske i Mellemøsten – og svigtede både arabere og jøder og alle andre, måske bortset fra de herskende familier, som Storbritannien snart indsatte som herskere i Jordan, Syrien og Irak – og de familier, som den senere overlod magten i kyststaterne på den Arabiske Halvø.

Men at pille Balfour-erklæringen ud af spillet og give den ansvaret for Mellemøstens udvikling, er historieløst.

 

Erklæringen gav jøder håb om, at et jødisk samfund omkring Jerusalem ville nyde fremme. Det var dynamiske tider, hvor mange jøder indvandrede i dette område – ligesom iøvrigt mange arabere, fordi området oplevede økonomisk udvikling.

Men både i 20erne og 30erne og under Anden Verdenskrig var det britiske mandatstyre og det jødiske samfund i konflikt med hinanden. Og Storbritannien forsøgte energisk at bremse eller standse jødisk indvandring – ikke at stimulere zionisme eller fremme det jødiske samfund.

         Under Anden Verdenskrig kæmpede jødiske frivillige sammen med briterne imod nazismen i Europa, men imod britisk magt i Jerusalem. Samtidig.

 

Men hvad nu, hvis Balfour-erklæringen aldrig var skrevet?

Ja, hvad så? Havde det jødiske samfund i det bibelske område eller ude i verden så droppet tanken om en selvstændig jødisk stat? Det er rent tankespind. Men svaret er: Næppe.

Og Mellemøstens historie er karakteriseret af både imperialt rænkespil og indblanding – og af lokale ubalancer og konflikter, som har bragt regionen, hvor den er i dag. Det har Balfour hverken dikteret eller senere været afgørende for.

 

Israel fik sin selvstændighed og palæstinenserne deres ufrihed efter en væbnet konflikt i 1948/49, ikke som diktat fra Storbritannien, som snarere forlod Jerusalem, fordi det opgav at få parterne til at danse efter en britisk sækkepibe. Hvad der siden skete, blev heller ikke bestemt af FN's vedtagelse i november 1947 af en delingsplan for Palæstina-området, men af en krig, som arabiske herskere udløste, Israel vandt og palæstinenserne tabte.

Delingsplanen var en snusfornuftig anbefaling af, at både den jødiske og den palæstinensiske nationale frihedsbevægelse skulle tilgodeses. Men det blev krig og ikke forhandlinger, som afgjorde grænserne.

.

I dag lyder sågar krav om, at Storbritannien skal ”undskylde” Balfour-erklæringen. Det er i bedste fald ligegyldigt. Tiden kan alligevel ikke skrues tilbage. Med vore dages normer burde hverken Balfour-erklæringen eller Sykes-Picot og Hussein-McMahon-aftalerne være lavet.

Med vore dages normer burde briterne vel heller ikke have overladt den arabiske kyst i Den Persiske Golf til enevældige familier? Frankrig skulle vel ikke have blandet sig i grænsedragning mellem syrere og libanesere? Det Osmanniske Imperium burde sige undskyld for det armenske folkedrab? (men hov, dette imperium er gået ned). Tyrkiet burde sige undskyld for at hindre kurderne i politiske frigørelse ved Det Osmanniske Imperiums sammenbrud. Iran og Rusland burde sige undskyld for at opløse den lille kurdiske nation, Mahabad.

 

Lad det være nok for udenlandske undskyldninger.

Tilbage til Israel og Balfour. Israels kritikere har måske en forestilling om, at hvis det ikke var for Balfour, var jøder ikke i stort tal sejlet (via et omvendt migrationsflow af i dag – altså dengang fra nord mod syd) over Middelhavet til det land, der blev Israel. Det er umuligt at sige. Briterne gjorde jo, hvad de kunne for at standse trafikken. Men halvdelen af Israels jøder kommer fra den arabiske og muslimske verden. Er forestillingen, at disse jøder ellers ville have trivedes som et tilfreds, ligestillet og værdsat mindretal i arabiske samfund og Iran? Også det er historieløst. Jøder har været tolereret, men ikke nydt ligestilling i den arabiske verden. De har været udsat for systematisk diskrimination. Og mange andre mindretal har før og især efter Anden Verdenskrig følt sig nødsaget til at forlade Mellemøstens samfund. Ingen af disse lande byder jøder tilbage som ligestillede, frie borgere. Og intet tyder på, at jøder drømmer om at vende tilbage til arabiske stater eller Iran.

 

Skal arabiske herskere sige undskyld for den forskelsbehandling, som jøder var udsat for før og efter Første og Anden Verdenskrig? Det ville helt sikkert være passende. Men det ville give mere mening, hvis de sørgede for ligestilling og politisk frihed i dag.

.

Hvis vi ville rette op dagens skævheder og politiske urimeligheder inden for Mellemøsten ved at ændre fortidens horrible begivenheder, var der nok at tage af:

Egypten burde så gøre op med sin krig i det nordlige Yemen i 1960erne. Oman burde gøre op med sin krig i det østlige Yemen i begyndelsen af 1970erne. Saudi-Arabien og Emiraterne burde fortryde deres indblanding i Kuwait i 1991, men først skulle Irak fortryde sin besættelse af Kuwait året før. Den udløste iøvrigt en amerikansk indblanding, som … faktisk var meget fornuftig.

Og når vi er i gang med at notere alt det, der ligesom Balfour-erklæringen burde have været helt anderledes med vore dages briller, så burde kolonitiden være slut langt tidligere. Den nationale arabiske frigørelse burde ikke være overladt til eller kontrolleret af enerådige familier. Religionens magt burde aldrig have været så stor og så uniform. Kvinder burde ikke have været så diskrimineret. Oliestater burde ikke have været så usolidariske med stater uden olie. Regionen burde ikke have haft så mange borgerkrige. Og arabere og israelere burde ikke have ført så mange regulære krige.

 

Men det er ikke sikkert, at det alt sammen er Balfour's skyld.

.

Man kan ikke fjerne én brik på Mellemøstens historiske skakbræt og tro, at alle andre brikker bliver stående – eller af den grund ville tage plads i et mere passende mønster.

Nu, 100 år efter Balfours brev, er situationen en anden. Balfour er for længst død. Imperietiden er i al væsentlighed forbi. Og Mellemøstens konflikter kan ikke løses i et bakspejl.

I dag er staten Israel et faktum. Palæstina bør blive en stat ved siden af. Det er i hvert fald et godt gæt, at hverken israelere eller palæstinensere får fred, hvis de ikke begge får en stat og affinder sig med hinanden. Det ændrer skrigeriet om Balfour ikke.

 

Anders Jerichow er seniorkorrespondent på Politiken.